Ali og specialundervisningen

Er specialundervisning i vor inkluderende rummelighedsskole ved at blive anset for en straflignende foranstaltning, der i en særlig udvalgt pædagogisk kontekst kan påføre børn skader på sjælen for resten af deres levetid? Ali, Vibeke Lundøers prototype på den tyrkisksprogede folkeskoleelev (Folkeskolen nummer 20), skal undervises og bliver undervist i en dansk skole på dansk af som oftest danske lærere. Men hvilke forudsætninger har danske lærere og skal danske lærere have for at vurdere Alis sprogkundskaber i en sammenstilling af dansk og tyrkisk? I almindelighed ingen. Og sådanne forudsætninger skal en dansk uddannet lærer heller ikke have. Den danske lærer skal selvfølgelig vurdere, om Alis tillærte danske sprogkundskaber svarer til alderstrinnet, uden at lade Alis eventuelle større sproglige kapacitet på modersmålet spille ind i vurderingen. Ali går jo i skole for at forberede sig fagligt og altså også sprogligt på at kunne indgå i det danske samfund. Og hvis Alis danske sprogkundskaber ikke står mål med, hvad der forventes af alderstrinnet, så må Ali selvfølgelig have specialhjælp, uanset hvor velformulerende han ellers måtte være på sit modersmål. I vurderingen af, om tosprogsbørn har brug for specialhjælp, spiller deres sprogækvilibristiske formåen på modersmålet naturligvis ingen rolle. Intersprogstilgangen kan være interessant i mange sammenhænge. Blot ikke når det drejer sig om oplæring i dansksproglige færdigheder. Eller anderledes sagt: Hvis en lærer vurderer Alis sproglige udvikling alene ud fra hans dansksproglige niveau, er der ikke tale om en fejldiagnosticering, hvis læreren finder, at Ali sprogligt befinder sig på et lavere alderstrin, end han burde befinde sig på sammenlignet med hans dansksprogede kammerater.