Aleneperioden

Jeg har fået virkelig mange udfordringer, og jeg er begyndt at føle, at jeg har fået en pædagogisk rygrad. De andre gange har det bare været den glade praktikant, der har lavet show

Lærerstuderende om skoleperioden

Da Folketinget vedtog læreruddannelsesloven, besluttede man at udvide praktikken med en såkaldt skoleperiode. Tanken var, at den studerende efter at have været sammen med praktiklæreren skulle overtage lærerens arbejde i nogle uger. Man skulle prøve det hele på egen krop uden at have læreren hængende på radiatoren som kontrollant. Ideen er oplagt, og der var bred tilslutning til nyskabelsen.

Men fødslen har været både langvarig og vanskelig, og nu ser det ud, som om ingen af de ansvarlige rigtig vil tage sig af barnet. Alimentationsbidraget prøver man også at løbe fra – der er hverken sat tid eller penge nok af til vejledning og praktiklærere. Praksis viser, at seminarierne administrerer nyordningen særdeles forskelligt. Resultatet er, at mange studerende, lærere og skoleledere er både usikre og utilfredse.

Hvor alene skal man for eksempel være i aleneperioden, spørger Lærerstuderendes Landskreds, som får henvendelser fra studerende, som fra seminariet eller praktikskolen har fået besked om, at de skal være helt alene og hverken indgå i tolærerordninger eller lærerteam. Det er selvfølgelig en gang vrøvl. Skoleperioden er, som de studerendes formand, Rasmus Møller, siger det, ikke en Palle ale- ne i verden-test.

Den studerende skal træde i lærerens sted og indgå i team og andet kollegialt samarbejde. På samme måde som den uddannede lærer, men med færre timer, så forberedelsen kan være i orden. Og med praktiklæreren i 'bagvagt', så der er mulighed for vejledning og fælles refleksion. Fordi skoleperioden er en del af faget praktik, som skal indgå i et meningsfuldt samspil både med fag-fagene og de pædagogisk-psykologiske fag. Sådan er ideen, og sådan siger loven, uddannelsesbekendtgørelsen og vejledningen.

De studerende, som Folkeskolens journalist har fulgt i skoleperioden, er ovenud tilfredse. Men det kan de kun være, fordi deres praktiklærere har 'overserviceret' dem, som en studerende udtrykker det. De har fået meget mere vejledningstid, endder betales for. Fordi læreren føler sig 'moralsk forpligtet' til det! Det er flot – og al ære værd og heldigt for netop de studerende.

Men man kan ikke bygge en ny uddannelse på held og venlighed. Man kan ikke bygge en fælles uddannelse på 18 seminariers forskellige vurderinger af, hvad man lokalt har råd til. Og lovens fædre kan ikke forvente succes med en ny praktikordning, hvis de ikke er parat til at gennemføre den uddannelse af praktiklærerne, som var forudsætningen.

-th

Læs side 14-17

Man kan ikke bygge en ny uddannelse på held og venlighed