Aktivitetstid er en fornærmelse mod lærerne

Den helt store hjørnesten i den håbløse folkeskolereform synes at være den oppustede aktivitetstid. I virkeligheden er denne del af folkeskolereformen en så kæmpestor nedvurdering af folkeskolens lærere, at det vil være helt utroligt, om der findes folkeskolelærere, der vil røre denne del af reformen med en ildtang ud over, hvad loven tvinger dem til. Eller som på nogen måde vil mobilisere det mindste mål af begejstring for denne del af reformen. At indlejre forberedelsestid i en skolelov er intet mindre end en nedværdigelse af og fornærmelse mod lærerne.

Enhver lærer i folkeskolen må selvfølgelig uagtet, at al forberedelsestid nu er fjernet fra lærerjobbet, altid og til stadighed overveje, om elevernes læring i klasserne med fordel kan suppleres med en eller anden form for aktivering. Sådanne overvejelser vil jeg påstå, at alle lærere altid har gjort sig så langt tilbage, som der har eksisteret skole i Danmark. Med mellemrum har enhver lærer været ude for med fordel at skulle bruge en eller anden form for aktivering, for at fylde lidt afveksling eller lidt spændende indhold ind i undervisningen. Og så har det altid været op til lærerens pædagogiske vurdering – det som nogen har fundet på at kalde for refleksion – at lade den slags aktivering enten være ren afslappende tidsfordriv for at løse op for et eller andet, eller at beslutte, om aktiveringen har skullet supplere eller understøtte den faglige indlæring. Hovedsagen er, at det er læreren og læreren alene, der har vurderet, hvornår og hvorfor og i hvilken form det vil være en fordel, at kæde lærerens undervisning sammen med en eller anden form for aktivering.

Sådan noget kan den veluddannede lærer selv vurdere og bestemme sig for. Det er ikke noget, som en børneminister skal kunne indføje i en lovtekst. Tænk, hvis en lærer vurderer, at der slet ikke er behov for en hel masse hoppen og springen rundt for at gøre undervisningen spændende for eleverne. Så vil denne lærer selvfølgelig undlade at spilde tiden på denne måde. Omvendt vil en lærer selvfølgelig altid, sådan som lærere altid har gjort det, understøttet den faglige undervisning, eller for afslapningens skyld løse op for et eller andet, med lidt aktivitetsudøvelse. Sådan noget bør alene være op til lærerens egen vurdering. Sådan noget er den veluddannede lærer nemlig uddannet til og trænet i. Og det er da i hvert fald ikke noget, som læreren skal gøre, fordi en børneminister har dekreteret, at sådan noget skal læreren gøre i et eller andet fastlagt omfang, fordi det står i en lov.

Ved at indføje aktivitetstid i en lovtekst, har børneministeren så at sige fjernet den pædagogisk/didaktiske vurdering fra læreren og på en måde gjort ham umyndig. På den måde har børneministeren så at sige fortalt alle folkeskolens lærere, at de ganske enkelt ikke er i stand til selv at tilrettelægge deres egen undervisning. Og når lærerne ikke selv er i stand til at tilrettelægge deres egen undervisning, så må børneministeren jo heller gøre det for dem. Så må børneministeren hellere skrive i en lovtekst, hvad ministeren mener, at læreren ikke selv kan finde ud af. Og dette er uværdigt for lærerne. Det er en nedvurdering og en deklassering af lærerne.

I det hele taget skal børneministeren eller andre politikere overhovedet ikke give sig af med at beslutte for lærerne, at de skal gøre deres undervisning mere ”spændende” eller ”anderledes”. En vurdering af, hvad der gør lærerens undervisning så ”spændende” som muligt eller så ”anderledes”, som der er behov for, er alene lærerens sag. Det er det, som læreren er uddannet til at vurdere. En sådan vurdering hører altså med til lærerens metier.

Alene af hensyn til lærernes selvrespekt og som værn om lærernes professionalisme, må man håbe at DLF vil sætte alle sejl til for at få den fatale aktivitetstid fuldstændigt fjerne fra reformen. I stedet bør DLF værne om lærernes suveræne ret til selv at vurdere, hvor meget aktivitetstid der er brug for i lærerens undervisning. Og vurdere hvilke formål en sådan aktivitetsforanstaltning skal tjene.