Aftalen kan ikke stå alene

1

Et væsentligt formål med den aftale, der nu skal til urafstemning – og en afgørende del af kongresvedtagelsen, der har givet mandat til forhandlerne er, at en central aftale om arbejdstid mellem DLF og KLF skal kunne stå alene. Er man lærer i en kommune, der ikke vil forhandle en aftale, eller en kommune der ikke har pengene - begge dele findes - så har man kun denne centrale aftale. Og jeg må konstatere, at så har man faktisk ikke noget, der ligner en arbejdstidsaftale.

Det er et problem, hvis vi på den måde efterlader nogen. Men det er et endnu større problem, at vi alle risikerer at komme i den situation. KL er nu i samarbejdssporet, men dertil har vi jo skullet trække dem, og bliver de der?

2

Aftalen er primært en lokal ramme for at høre hinanden, en samarbejdsaftale. Det er ubetinget positivt. Tak til forhandlerne for at formå at banke common sense ind, hvor der ikke var meget af det. Ja undskyld, men det siger de jo selv nu.

Det er samtidig en aftale, som netop ikke beskæftiger sig med det allervigtigste spørgsmål: Mængden af tid til at forberede undervisning. Og mit bud er, at det er derfor KL vil indgå aftalen. De vil se det som en endegyldig accept af, at arbejdstid forhandles lokalt. Det styrker ikke os. Med al respekt for lokalpolitik. Med al respekt for vægten af det gode argument, så vil spørgsmålet om lærernes arbejdstid fortabe sig.

Vi er bedre tjent med, at det er et landspolitisk anliggende. Et anliggende der vedkommer andre fagforeninger. Et anliggende der er knyttet sammen med overenskomstfornyelser. Et anliggende der hører sammen med den landspolitiske debat om folkeskolen.

3

Hvis vi stemmer nej, så vil forkvinden for FOA, Mona Striib, forsøge at forhandle en klassisk arbejdstidsaftale til lærerområdet. Normperioder, varslingsbestemmelser, opgørelser af overarbejde. En sådan aftale kommer til at skulle forholde sig til, at vi har en arbejdsuge på 40 timer, hvor alle andre har 37. Måske på tide. Måske ikke det værste for småbørnsfamilier. Nogen mener det vil være det værste der kan ske. Men de skal huskes på, at det faktisk var det, DLF’s kongres vedtog at gå ind i overenskomstforhandlingerne 2018 med. En arbejdstidsaftale som alle andre lød kravet. En sådan aftale løser ikke kravet om forberedelsestid. Men den slår det heller ikke ihjel.

4

Mit nej er ikke vendt mod hverken forhandlere eller fagforening. Det er vendt mod Kommunernes Landsforening og med dem regeringen. De er nødt til at komme til forhandlingsbordet på BEGGE de problemer, de skabte i 2013. Godt de nu vil samarbejde. Men det største problem står tilbage: Hvis der ikke er den nødvendige tid til at forberede undervisningen, så ødelægger det ikke alene lærernes arbejdsvilkår, det ødelægger også folkeskolen og undervisningsniveauet. Hvilket evalueringen af folkeskolereformen dokumenterer.

Mit bud er, at vi kommer til at slås med det problem længe. Præcis så længe som det tager regeringen, undervisningsministeren og Kommunernes Landsforening at erkende, at de lange skoledage og den understøttende undervisning er spild af penge. Penge der kunne bruges på forbedret forberedelse. Det kunne løses inden foråret 2021, hvis de ville.

Nøglen ligger ikke i kommunerne, derfor får vi heller ikke løst problemet der.

Fasthold at arbejdstiden er folkeskolens vigtigste emne, at det hører til i den landsdækkende debat og i en landsdækkende aftale.

Stem nej!

VH

Johan Elkjær

TR på Blågård Skole og kongresdelegeret til DLF’s kommende kongres.