Advarsel mod individualisering

Vi hører i disse dage mange argumenter for elevplaner i alle fag til alle elever, det ene dårligere end det andet. Haarders er i særklasse med de utrolige påstande om, at elevplaner er en lettelse for lærerne, og at de kan spare mødetid. Andre har bidraget med hovedløse betragtninger såsom »nogle skoler bruger dem allerede«. Og hvad så? Eller: »Vi har ikke haft utilfredse forældre, siden vi indførte dem«. Vi er mange, der ikke har utilfredse forældre, uden at vi af den grund vil kræve, at alle lærere skal gøre som os. Og så den her, som jeg vil opholde mig lidt ved: »Det styrker elevernes faglighed, når vi bedre kan individualisere undervisningen«.

Hvorfor det? Hvor ved de det fra? Der foreligger ingen som helst dokumentation. Der henvises ofte til Sverige, hvor man gennem længere tid har satset stærkt på individualiserede undervisningsformer, men der er altid tale om »synsninger« hos folk, der har besøgt udvalgte skoler og ladet sig imponere. Der skal mere til at overbevise den svenske statslige inspektionsmyndighed Skolverket, der i en national vurdering af det svenske skolevæsen for to år siden råbte vagt i gevær. Her blev peget på risikoen for, at den tiltagende individualisering stik imod den erklærede hensigt fører til, at læreren mister følingen med den enkelte elevs læring, fordi det er fysisk umuligt at nå raden ordentligt rundt. Og så kom det: ». Bidrager den øgede forekomst af individuelt arbejde til, at visse elever bliver overgivet og overladt til sin egen oplevelseshorisont? Er en arbejdsform, hvor eleverne arbejder alene, og læreren går rundt og hjælper hver og en af eleverne med de samme sager, den bedste måde at anvende lærerresursen på?« Den lader vi lige stå et øjeblik.