Åndelig fattigdom

Fornærmet DLF-leder Anni Herfort forhindrer udmeldte skoleledere i at abonnere påFolkeskolen og siger, 'at det er generel praksis', at man ikke kan melde sig ud af foreningen og gøre sig forhåbning om at måtte abonnere på bladet. Hvorfor mon - og i øvrigt er praksis vel altid generel?

For en almindelig lærer på gulvet er det en ubehagelig praksis, at DLF-ledelsen håndhæver en sådan fremgangsmåde, fordi den forudsætter, at vi er medlem af en lukket, logepræget forening, hvor opposition har svære vilkår, og vælger man at føre opposition udenfor, så kan dybt engagerede folkeskoleledere end ikke købe vort medlemsblad.

Det er åndelig fattigdom og gør mig utryg i forhold til den dømmekraft, vores ledelse burde være udstyret med. Hvor let er det så ikke herefter at bilde en stereotyp forening ind, at det nye forslag om betaling for skolerejser risikerer at medføre, at lærerne bliver beskyldt for at være kassebedrøvere, fordi frivillig og anonym forældreindbetaling til klassekassen indebærer, at der ikke vil kunne føres almindeligt regnskab.

Selvfølgelig vil en enig forældreskare ikke indsamle penge anonymt, men finde praktiske ordninger, som et klasseforældreråd står til regnskab for. På denne måde vil den søgte indvending, at anonym indsamling kan medføre tyverisigtelse mod en ansvarlig lærer, vise, at ideologiske hensyn er stærkere end den praktiske sans for virkeligheden - og det ser ud til at være i bedste DLF-stil - et rigtigt surt show!

Torben Thomsen

Aars