Åh, nej. Læringsmål.....

Under en tre timer lang sejltur havde jeg plads i salonen ved siden af en 14 årig skoleelev, der sad og læste i en diger roman af Isabelle Allende.

Hvad læser du? spurgte han mig. Og da jeg viste ham forsiden på en bog om læringsmål, jeg havde kastet mig over, udbrød ham spontant: Åh, nej. Læringsmål. Efter at vi har fået dem, er der næsten ikke tid til at lære noget. Først skal vores lærer gennemgå en power point med det målpar vi skal lære. Så går vi i gang med nogle opgaver. Og til sidst skal vi finde de tegn der er på at vi har lært det vi skulle.

På mit spørgsmål om klassens samtale om alle de faglige ting de havde lært ud over de målparret fra power pointen, fik jeg bare et skuldertræk: Det er der ikke tid til.

Jeg måtte en tur ud på soldækket for at få frisk luft.

Godt blæst igennem stod jeg i modvinden og håbede, at alle de lærere der vælger eller beordres til at arbejde målstyret, finder en form hvor målpræsentation og evaluering kommer i et fornuftigt leje, og at de tager sig tid til at lade eleverne få lejlighed til at udtrykke det meget mere, de har lært.

Til det brug vil jeg gengive en enkel og dynamisk model, som jeg så praktiseret virkningsfuldt på skoler i Melbourne:

a) 30 sekunders indledning om hvad vi skal lære i dag

b) 87½ minuts arbejde (klasseundervisning, gruppearbejde, pararbejde, individuelt arbejde og/eller fremlæggelse)

c) 2 minutters evaluering:

Skriv 3 ting du har lært, som du skal huske (færdigheder og viden), 2 ting du har lært som har overrasket dig (forundring og motivation) og 1 ting som du gerne vil lære mere om (medbestemmelse og motivation).

Det er altså muligt at undervise med kvalitet uden at lade sig selv og eleverne kvæle i målparrenes masker.