93-gruppen … ja eller nej?

Kære Anders Bondo.

Foranlediget af dine vage formuleringer og udenomssnak har jeg og andre i flere indlæg forsøgt at få dig til at komme med klare udmeldinger om din og foreningens solidaritet og vilje til at hjælpe 93-gruppen. I sidste nummer af Folkeskolen prøvede jeg endda at anvise dig nogle formuleringer, som alle kan forstå. For eksempel: »Jeg synes ikke, 93-gruppen skal hjælpes« og »Jeg vil ikke være solidarisk«.

Dit lidt groteske svar var, at du syntes, at du havde svaret meget præcist! Det er jo netop det, du ikke har. Jeg har mere end antydet, at din uldenhed kunne give mistanke om, at du ville dække over manglende vilje og solidaritet. Men hvis jeg nu tager fejl, kunne du så ikke i det mindste gøre ét af dine ydmyge medlemmer den tjeneste at hjælpe forståelsen på vej. Det er okay at bruge nogle mere positive vendinger som for eksempel: »Ja, jeg vil gerne hjælpe«, »Ja, jeg vil selvfølgelig gerne være solidarisk«. Når det så er gjort, kunne du jo så tilføje hvordan.

Det eneste, du tilføjede sidst, var nemlig, at du ikke tror, »at vi kan konflikte os ud af dette problem«, mens du behændigt undlod at kommentere min efterlysning af kreative idéer til en løsning.

Vil det sige, at du faktisk anerkender, at der er et problem? Men ikke vil gøre noget ved det?

I øvrigt må du meget gerne forklare, hvorfor dette ikke er et konfliktbart problem på lige fod med andre?

Hvis du ikke tror på den vej, hvorfor finder vi så ikke bare en vej sammen? Det er trods alt ikke en helt ualmindelig taktik i foreninger.

Så jeg prøver igen, igen, Bondo:

Vil du/I være solidariske? Vil du/I hjælpe 93-gruppen?

Hvis det stadig er svært at svare klart, kunne du jo prøve med et simpelt »ja« eller »nej«.

Svar

Vi kan ikke gennem overenskomster lave flere løsninger, der specifikt tilgodeser 93-gruppen. Sådan er virkeligheden, selv om det kan virke uacceptabelt.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening