5 år er gået. Jeg tror, at den tid viste os, hvordan folkeskolen bør være

For fem år siden afsluttede jeg sms’er til venner med ordene: ‘Og fuck Corona’. Metaltræt af mundbind og sygdom var det for mig utænkeligt, at jeg kunne komme til at savne coronatiden.

Min erkendelse nu er en anden.

Jeg savner selvfølgelig ikke sygdom og død. Derimod savner jeg fald i CO2-udledningen, fordi folk arbejdede hjemmefra og fløj minimalt. Og jeg savner stilheden midt på mennesketomme Blågårdsgade på Nørrebro en onsdag aften. 

Men den ro jeg savner mest, opstod overraskende nok i folkeskolen i foråret 2020.

De seks ugers nødskole i 2020

Da corona væltede verden, arbejdede jeg på Vestegnen. Den første nedlukning i 2020 var kaotisk, mens den anden i 2021 var struktureret, omend hård for de isolerede børn. Men indimellem var der en sprække i mørket: De seks ugers fysisk nødskole efter nedlukningen i 2020.   

Der skete noget, da skolen åbnede som nødskole efter første nedlukning. Matematiklæreren og jeg havde halvdelen af vores 5. klasse på skift. Skolen startede klokken 8, midt på formiddagen byttede vi, og lidt før middag sluttede undervisningen.

‘Wau, halvdelen af skoledagen er allerede klaret’, udbrød en udfordret elev smilende i et frikvarter. Skoledagen blev overskuelig, fordi han kunne se en ende, inden han blev udtrættet.

Normalt ser jeg elever brænde sammen omkring middag; drænet af timerne i et klasserum af tvivlsom størrelse og med en diskutabel udluftning. Det understreger et af de store selvmål med folkeskolereformen fra 2013 — troen på, at man mest af alt kunne hjælpe de udsatte ved flere timer i skolen.

I nødskolen havde jeg ingen dage med syv lektioner i klasser af 25 elever, hvor man sjældent kan nå at hjælpe alle, som man ønsker det. Jeg cyklede ikke hjem efter arbejde og powernappede, fordi hovedet var baldret af støj, stemmer og stimuli. 

Derimod føltes min undervisning både mere og mindre lærerstyret. Jeg havde en anden kontrol, end jeg plejede, samtidig med at eleverne var mere frie. Vi havde læsecirkler på græsplænen, hvor de lå på deres jakker i forårssolen, mens de lyttede til højtlæsning, og jeg kunne i højere grad lade deres undren være styrende. Mine elever var i trivsel, for normeringen gjorde, at man så dét, den enkelte havde brug for. Og jeg så en stor gruppe rykke hurtigt frem fagligt – både i stavning og læseforståelse.

Nødskolen var ikke perfekt, for vi underviste næsten udelukkende i dansk og matematik. Og eleverne manglede fællesskaber på tværs af klasser. Jeg ved også, at det er bekosteligt at sænke klassekvotienten — selvom kortere dage åbenlyst giver gode muligheder for at omfordele ressourcerne. Ligeledes forstår jeg, at de færreste skoler har rammerne til at inddele eleverne betragteligt. Eller at forældre af arbejdsmæssige grunde ikke kan tage imod børn med tidligt fri derhjemme. 

Dog er det tilladt ikke at tænke kortsigtet, når man diskuterer folkeskolen. For gør man det, er risikoen stor for ikke at gøre nogen forskel. Eller blot gøre ondt værre.

En skole med mening

Jeg oplevede læringsudbyttet i nødskolen som højere end normalt. Det er også konklusionen i det anerkendte studie Project STAR fra 80’erne i Tennessee: en lavere klassekvotient øger læringsudbyttet i de tidlige klasser. Dertil har det finske skolesystem vist, at kortere skoledage ikke gør eleverne mindre dygtige, når lærerne er fagligt dygtige og skaber inkluderende undervisning. Faktisk ligger de finske elever i toppen af internationale målinger af faglighed og trivsel. 

Men hvad der for mig er vigtigere – jeg oplevede de seks ugers nødskole som mere meningsfuld, og det samme gjorde mine elever.

Får vi en folkeskole med mere trivsel og større læringsudbytte, hvis denne undtagelse blev reglen? Det tror jeg. Takket være corona.