1-0 til Bornedal

Debatten raser og har gjort det allerede før offentligheden fik adgang til serien. Hvordan kan han gøre det? Nutidsreferencer i en film om 1864? Holdningerne til de valg Ole Bornedal har truffet er mange og hans forsvarstale er efterhånden lang. En god veninde sagde efter søndagens afsnit: ”Jeg tror jeg kommer til at hade 1864 af samme grund som jeg hader Titanic; historien er kun kulissen om en kærlighedshistorie.” Den bekymring kan jeg personligt godt tage del i. Tager jeg en historikers briller på, kan jeg f.eks. også være bekymret for, om D.G. Monrads maniodepressivitet bliver tilagt for stor betydning. Men det er ikke kun historikere der skal se serien, det er forhåbentlig også folk, der ikke har den fjerneste interesse i at læse ”Slagtebænk dybbøl”, som nu får en anledning til at tale om grænsedragninger og nationalisme.

Seriens første afsnit veksler mellem nutiden og årene efter treårskrigen (1848-50) og det er netop nogen af nutidskoblingerne, der bliver hængt ud for at være tendentiøse. F.eks. har vores nutidshovedperson mistet sin bror i Irak eller Afganistan og hendes forældre lider stærkt under savnet. Om Bornedal har en holding til dansk krigsdeltagelse i Irak og Afganistan ved jeg ikke, men for mig gør denne kobling netop det jeg gerne vil med min egen historieundervisning; den uddrager centrale tematikker fra den konkrete historiske situation, som så kan perspektiveres i tid og rum. Måske kan du fornemme, at jeg er begejstret. Det er jeg ikke fordi serien giver et retvisende billede af tiden og personerne omkring 1864, men fordi jeg ikke mener vi skal lade det perfekte skygge for det mulige. 1864 har allerede skabt mere debat om historien end jeg kunne ønske mig og selvom han stadig kan nå at tabe, så fører Ole Bornedal lige nu 1-0 i min dommerbog.