Året er 1886. Den franske komponist Camille Saint-Saëns fortæller i et brev til sin forlægger, at han sidder og morer sig fyrsteligt under arbejdet med det, der skal blive hans mest elskede værk, nemlig DyrenesKarneval. En lidt ironisk bedrift, eftersom han forbød udgivelsen af denne i sin levetid, da han frygtede, at musikkens ”barnlige” karakter ville kompromitere hans ellers seriøse renomme.
Det halve dyrerige og lidt til
Stykket var tænkt udelukkende til privat opførsel, så det gav måske i virkeligheden Saint-Saëns en udfoldelsesmulighed, han måske ellers ikke ville have undt sig selv. Musikken er i sandhed også derefter. Komponisten, der var notorisk konservativ omkring musik, særligt på sine ældre dage, giver pokker i alle konventioner. Åbningsstykket løvensmarch slår tonen an i et let men utrolig farverigt sprog. Men vent, der kommer mere; fossiler, pianister, folk med lange ører og ikke mindst svanen. Ja, dyreriget er ganske mangfoldigt i Saint-Saëns’ verden.
Gammel kærlighed
Rigtigt gættet, komplet egnet til undervisningsbrug, hvor det efter sigende også er blevet brugt til hudløshed. Men gammel kærlighed ruster aldrig. Stykket inviterer på alle leder og kanter til lytning, analyse, historiefortælling, baggrundsmusik og interaktion. Saint-Saëns har ramt en nerve, der fuldstændig smyger sig udenom den til tider utilnærmelige kompositionsmusik. Transparent, fantasifuld, klar i mælet og fuldstændig uimodståelig.
… og hele den franske musik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.