»Udlændingeservice« i folkeskolen

Der er for alvor ved at »gå Udlændingeservice« i folkeskolens specialundervisning. Her ignoreres bestemmelser, forpligtelser og tidsfrister rutinemæssigt, og klagerne vælter ind. Det i et sådant omfang, at Undervisningsministeriet lige før jul tog det usædvanlige skridt at udsende en »vejledning om sagsbehandling«, fordi, som ministeren skriver i et følgebrev: ». Erfaringerne (.) har vist, at mange kommuner har svært ved at overholde de forvaltningsmæssige regler i forbindelse med behandlingen af sagerne«.

Men det skal blive endnu værre, spår Niels Egelund i Folkeskolen nummer 1. Han ser for sig en situation, hvor den enkelte skoleleder får en pose penge til hele driften af sin skole, den vidtgående specialundervisning medregnet. »Så skal de nok blive kreative omkring inklusion«, mener Egelund og peger på risikoen for, at man dermed forgifter lærernes tilgang til inklusionsopgaven og samtidig smadrer hele specialistmiljøet omkring elever med vidtgående, særlige behov.

Kommer kommunerne igennem med denne forvaltningspraksis, vil ministeriets netop udsendte vejledning om korrekt sagsbehandling ikke være det papir værd, den er skrevet på. Børn med behov for specialpædagogisk bistand af enhver art vil herefter skulle konkurrere om skolens penge med 8.a's nye fysikbøger, skimmelsvampen og lejrskolen. Lærere i hobetal vil opleve, at deres muligheder for at give eleverne den rette undervisning er pist væk.

I den situation kan man kun håbe, at rigtig mange menige lærere vil have professionel stolthed og civilcourage nok til at oplyse, vejlede og bistå svigtede børns forældre omkring deres klageadgang, jævnfør forvaltningsloven. Det er næppe realistisk at sætte sin lid til ledelsesniveauet i så henseende.