De tavse eksperter - portræt af en kultur

Vi kommer langt ind i sofakrogen hos 13 familier, som har et eller flere børn i fuldtidspleje.

Gennem et år har familierne sendt et månedligt dagbogsbidrag til Susanne Robak, som selv er medlem af en plejefamilie, og som tidligere har skrevet en bog om børn, der vokser op i familier med plejebørn.

13 forskellige beretninger, og dog så ens. Hver eneste plejemor, for det er jo hende, der skriver dagbogsbladene, beretter om usikkerhed i forhold til det meget store ansvar, som er forbundet med at opdrage, passe og pleje et fremmed barn. Et barn, som i de fleste tilfælde er anbragt i pleje på grund af traumatiske barndomsoplevelser.

Der berettes om hverdagens små og store bekymringer og glæder. Er de anderledes end med vores egne børn, spørger plejemødrene? Samstemmende svarer de selv, at det er de, fordi man er endnu mere nervøs for ikke at gøre det godt nok, når det er andres børn, når man bliver bedømt af sagsbehandlere, af venner og naboer. Samtidig er jobbet også usynligt i samfundet. Barnet betragtes i omverdenen som ens eget, man har ingen kolleger at tale med, men man har som plejer også problemer med løn, frihed, retningslinjer.

Fortællingerne er ikke kun ængstelser og sure opstød. Alle emmer de af stor kærlighed, omsorg og glæde over plejebarnet. Fremskridt følges, stolthed, vrede og irritationer er der, som var det ens eget barn. En varm og livsnær bog, som bør læses af dem, der er i berøring med børn, som er i pleje. Den kan give forståelse for mange små problemer, så de ikke bliver større end nødvendigt.

Under arbejdet med bogen opstod et elektronisk netværk blandt plejefamilierne. Bogen fortæller om netværkets store betydning for plejefamilierne i deres ensomme job med at skabe et livsdueligt menneske af et barn, som den tidlige barndom ikke altid har været det bedste fundament for.