Titlen hentyder til, at materialet er beregnet for de yngste, indskolingen og måske 3. klasse, så der er lagt op til, at de små skal lære det fine fremmedord, før de har en chance for at forstå, hvad det i grunden betyder. Men okay, ligesom i kristendommen gælder det om at få de små børn med, og for nogle er økologi en religion. Til gengæld kan det være svært at forstå, at forståelse for ren natur og forsagelse af giftige stoffer og brug af produktionsmetoder, som indebærer ren dyremishandling, ikke skulle kunne annammes ved almindelig sund fornuft. Her skal dette materiale hjælpe.
I sin udformning strider det noget imod sagen: En kæmpe æske med en plastindsats, og når man letter på låget, ser man, at det meste af indholdet er luft. Men ligesom æsker med fyldte chokolader er det dog lækkerier, der er indeni. Et magasin om økologi for de voksne med et forvirrende, men dynamisk layout og mange flotte billeder og farver. Et stikordsregister hjælper til at finde rundt. En video fortæller en tegnefilmhistorie - teknisk noget primitiv - om, at dyrene synes, at vi mennesker er nogle svin med naturen. Derfor vil de rejse til 'Den rene naturs land'.
Det gør de så i en børnebog, hvoraf der er fem eksemplarer i sættet. Teksten er af Bent Faurby og ret sjov, om end billeder og tekst ikke altid passer sammen. I dette paradis må man forestille sig, at dyrene lærer, hvordan naturen og produktionen bør være. I brætspillet, hvor brættet samt en plakat er den egentlige grund til, at æsken er så stor, vender de så tilbage og genopretter naturen/miljøet på hjemegnen. Derfor hedder spillet så rammende: 'Arne Orm vender tilbage'. Hidtil har alt været med en vid frihed i den kunstneriske udformning, som har været langt fra realistisk, men har givet mulighed for fornøjelige stunder og lejlighed til at snakke om de mange forhold og problemer.
Til materialet hører et hæfte med vejledning for den voksne og forslag til relevante aktiviteter. Det er forsynet med udmærkede illustrationer og må kopieres, hvilket vil kunne være en hjælp ved instruktionen af eleverne. Man kan dog ved en del aktiviteter savne en begrundelse for, at de skal udføres og i hvilken sammehæng, men her må man håbe, at underviseren selv kan give en sådan eller lade aktiviteterne indgå i en helhed, så det siger sig selv.
Men stort set et godt materiale, som vil kunne være et fornøjeligt indslag, især hvis det kan indgå sammen med andre materialer i en større sammenhæng.
De små økologer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.