De skøre er skøre

Grænserne til barndommens land flyder. Ingen ved nøjagtig, hvordan landet ligger. Et står dog fast: det ligger som regel i vejen for voksnes trafik. Børn mærker tidligt, at deres væsentligste opgave i forhold til voksne består i at gøre plads, rykke til siden, rykke sammen, forsvinde, gøre sig usynlige og være hjemme igen til spisetid. Lave ingenting, ingensteder, skrev Jens Ager Hansen i 'Voksenværk', en bog som får erindringen i kog hos mig, der også er vokset op i et landsbymiljø og har gået i en skole, hvor lærere enten var skøre med manér eller med mani. Dem med manérerne gjorde vi os usynlige for, og når det ikke lykkedes, måtte vi bukke eller neje, indtil det lille nådige nik udløstes.

Vi levede i temlig-hemlig-land, og vores fjende var sladderen, som stak sylespids næse og sygekassebrilleøjne frem allesteder midt i ingenting. Kun i særlige tilfælde var vi frivilligt sammen med voksne: Når der kom en skør med mani i vejen.

Sladdertanter hadede vi, men skøre tanter, onkler, lærere med manier elskede vi. De forvandlede dagen til dagen.

Jøsses! Jeg husker dagen, hvor en lærer ville straffe en dreng. Men han ville pludselig ikke straffes med manér. Begyndte at råbe op og tude, rejste sig, løb rundt om tomandspulten. Læreren løb råbende efter, spyttet stod ud i luften. De løb mellem de andre borde, og så- hoppede drengen ud ad det åbne vindue - læreren efter - rundt i skolegården - ud af skolegården og deres råb fortonede sig. Hvad der videre skete, husker jeg ikke. Kun dette: drengen forvandlede sig fra elev til barn. Og læreren skiftede med ét ryk fra kategori 'manér' til 'mani'. Blev spændende. Man kunne jo prøve at drille ham og undersøge, hvad han videre kunne finde på . . . et studium, som førte os ud af skolen med 'utilfredsstillende opførsel' og lige lukt ind i ungdomsoprøret.

En trang til at takke 'de skøre' kommer op i mig. Denne lærer viste os, at grænsen mellem manér og mani er flydende. Tak til 'Professor Skistøvle', en vikar, som lærte os, at de skøre har et skørt sind og må behandles med varsomhed, for når de fjernes, erstattes de oftest af en voksen med megen manér.

Og Jøsses! Tak til moster Magda, ugift overlærer, der på besøg hos os pulsede store cigarer, slog os ud i skak hver gang, hoppede op i sengen til os i sin flonelsnatkjole og fortalte os uhyrlige, upædagogiske sandheder.

Da jeg 'tog realen med' og senere gymnasiet, fik vi en kunstmaler som lærer. Jøsses! Hendes hæstvarme stemme og langt-nedefra-maven-hæse latter forbandt jeg med kridtet, som hun gnavede i, knækkede, nulrede mellem sine farverige fingre og forvandlede til et naturmateriale. Hun behandlede også os, som var vi kridt. Gnavede løs på vores tillærte verdensbillede, knækkede vores lige fremtidslinie og nulrede os i håret, når vi søgte ind i hendes hulrum, mens rektor stod og lurede, for i gymnasiet måtte man ikke gå med bare fødder.

Der findes stadig enkelte skøre lærere med manier. Jeg kunne ønske en kvotering, der påbød, at for hver 10 lærere med manér, kræves der én lærer med mani. De får nok aldrig 'fedterøvstillæg', men så kunne de få et 'tillæg for galskab'. Jo galere, jo bedre. Problemet er, hvem der skal tildele dem det, for vi kan i almindelighed blive svært enige om, at de vanskeliggør tilværelsen for os andre! Men det er i dynamikken mellem manér og mani, vi er forpligtede på at skabe skole.

Barndommens veje til voksenland er uransagelige. Mange af de markveje, vi som børn fulgte, er i dag pløjet op, forvandlet til agerkultur. Mange af de skøre lærere, børn i skrækblandet fascination tiltrækkes af, har vanskelige vilkår i vor institutionskultur. Pas på de skøre. Det er god manér at holde af og om manierne.

Herdis Toft er lektor i dansk ved Danmarks Lærerhøjskole i Skive.