De seks pres

Skolelederen har ikke så stor magt, som loven umiddelbart lægger op til. I sin analyse af kravene til ledelse i folkeskolen peger Mandag Morgen Strategisk Forum på seks pres, der begrænser skolelederens reelle indflydelse:

Økonomisk pres: Skolelederen har begrænsede ressourcer til at gennemføre de store ændringer i folkeskolen. Derfor har han svært ved at få balance mellem økonomi og kvalitet i undervisningen. Presset har især været voldsomt efter vedtagelsen af folkeskoleloven. Samtidig ventes det, at antallet af elever stiger i de næste ti år.

Administrativt pres: Decentralisering og arbejdstidsaftalen binder skolelederen til opgaver, som ikke efterlader meget tid til egentlig ledelse. Hertil kommer arbejdet i skolebestyrelse, samarbejds- og sikkerhedsudvalg samt i pædagogisk råd.

Kompetencepres: Skolelederen mangler tilstrækkelige faglige og ledelsesmæssige kompetencer til at tage sig af de mange nye opgaver, ændringerne i folkeskolen har ført med sig.

Fagpolitisk pres: Skolelederen befinder sig i en meget kompleks og usædvanlig position. Han repræsenterer arbejdsgiveren, kommunen, på skolen og er dermed den lokale modpart til lærerne. Men han er samtidig medlem af Danmarks Lærerforening og refererer således til kredsformanden i tjenestlige og organisatoriske spørgsmål.

Skolepolitisk pres: Med styrelsesloven og kommunernes overtagelse af skolerne har skolelederen reelt fået tre arbejdsgivere: skolebestyrelsen, kommunalbestyrelsen og regeringen i form af Undervisningsministeriet. Det indebærer komplicerede og uklare kommandoveje og ansvarsfordeling, der kan være vanskelige at håndtere.

Kulturpres: En egentlig ledelsesfunktion strider imod skolekulturen, fordi lærerne i udstrakt grad selv tilrettelægger deres undervisning. De betragter skolelederen som 'først blandt lige mænd', men heller ikke mere. Derfor støder skolelederen hurtigt ind i den barriere, der hedder metodefrihed, når han vil påvirke pædagogikken.

stan