"Når vi læser "Gør en god skole bedre" (DLFs udviklingsplan), så når vi hele tiden samme resultat. Alt handler om læreren. Hvis man vil gøre noget godt for skolen, så skal man styrke læreren", siger Margrethe Vestager, gruppeformand for de radikale til folkeskolen.dk.
"I stedet for hele tiden at tale om, hvordan læreruddannelsen skal være - det er jo noget, der tager mange år, før det kan mærkes i skolen - så handler det om de lærere, der er i skolen i dag. Det er dem, der præger skolen nu".
Margrethe Vestager taler på Folkemødet på Bornholm i aften om uddannelse og lærernes efteruddannelse.
Hun understreger, at det handler om lærernes fagfaglige kompetencer. At de skal have linjefagskompetencer i de fag, de underviser i. Især er der problemer i nogle af de små fag som geografi og natur/teknik - men også i andre mindre fag, hvor mange lærere underviser uden at have linjefag eller tilsvarende kompetencer.
"Når det går godt mange steder i dag, er det, fordi lærerne er gode til at undervise helt generelt - også selv om de ikke har linjefaget".
Folkeskolen skal prioriteres
"Folkeskolen står højest. De Radikale vil prioritere skolen. Der er mange andre ting, vi så ikke kan, men det er folkeskolerne, der gør forskellen i samfundet og her der skal sættes ind. Det handler både om økonomisk vækst og om menneskelig vækst", siger Margrethe Vestager.
Hun fortæller, at finansieringen kommer ud fra budgettet frem til 2020 med tilbagetrækningsreformen, hvor efterlønnen afskaffes, og flere skal arbejde længere inden pensionen.
"Der er tale om en massiv investering over flere år. Det kræver, at vi siger, at det er dét, vi vil. Vi har ikke kassetænkning. Vi siger ikke, at fordi vi afskaffer efterlønnen, så efteruddanner vi flere".
Om det er statsmidler eller kommunale midler er ikke afgørende, mener hun. Det er prioriteringen.
En gratis omgang
De konservatives uddannelsespolitiske ordfører Charlotte Dyremose er helt enig med De Radikale, i at lærerne skal efteruddannes og kun undervise i de fag, som de har kompetencer der svarer til et linjefag i. Men hun mener, at De Radikales udspil er en gratis omgang.
"De har ingen penge til det. De skal finde to en halv milliard kroner, men dem de vil i regering med - Socialdemokraterne og SF - vil ikke være med til højere boligskatter og at afskaffe efterlønnen, så der er ikke realisme i det", siger Charlotte Dyremose.
Hun fremhæver, at afskaffelse af efterlønnen og senere pension til alle, allerede er en del af regeringens 2020-plan.
"De Radikale kan vælge vores hold, og så er pengene brugt eller de kan vælge S og SF, og så eksisterer pengene slet ikke", siger Charlotte Dyremose.
Ifølge de konservative skal det være kommunerne, der står for efteruddannelse og finansiering. Fordi det er lokalt, man bedst kender til efteruddannelsesbehovet.
"De puljer, vi sætter af til efteruddannelse, bliver ikke udmøntet. Der er en ubrugt pulje, som vi diskuterer hvert år. Kommunerne byder ikke ind på pengene, fordi de selv skal finde vikardækning. Men nogle steder kan man jo godt finde ud af det. Der er store forskelle fra skole til skole og fra kommune til kommune. På nogle skoler kan de godt finde ud af at tilrettelægge deres undervisning, så de selv klarer vikardækningen. Det er en almindelig arbejdsgiveropgave", siger Charlotte Dyremose.
Ekstra midler til denne opgave
De Radikales Margrethe Vestager understreger også, at det skal være lokalt, man beslutter efteruddannelsesbehovet. Det skal være skolelederen i samspil med den enkelte lærer.
"Vi kan ikke beslutte det oppefra. Det skal være lokalt, at man beslutter sig for at bygge ovenpå den enkeltes kompetencer. Det skal være del af udviklingsperspektivet i et lærerliv. Hvis man får interesse for et fag, som man ikke har linjefag i, så vil det for nogle være en større efteruddannelse at opnå hvad der svarer til linjefagskompetence, mens andre vil have brug for nogle kurser. Men hele efteruddannelsen skal ske i samspil med den enkelte, ellers giver det ikke meget mening", siger hun.
Det kan være fint at efteruddanne en hel skole i LP-modellen eller give alle kurser i inklusion, fordi det er dét, der presser lærerne lige nu.
"Men det vi taler om, er primært at prioritere og bruge pengene på den fagfaglige kompetence. Vi mener det ret firkantet. Lærerne skal have efteruddannelse. Den seneste undersøgelse viser, at 8 ud af 10 lærere rigtig gerne vil efteruddannes, og de synes, at de får for lidt kompetenceudvikling. Vi taler om ekstra midler, der specifikt bliver tilført til denne opgave", siger Margrethe Vestager.
De Radikale vil styrke lærernes efteruddannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.