Det er en meget flot, sine steder smuk bog, både i fremtræden og indhold. Forfatteren har været i Kina, og rejsens indtryk har fundet udtryk i denne bog, som vel nærmest må karakteriseres som en rejsebog.
Men hvilken rejsebog. Turens essentielle del var en vandring til fods på Den Store Mur med en ung ledsager, som var i stand til at fortælle gamle, farverige, spændende og indholdsrige eventyr, som giver stof til eftertanke. Og som kunne fortælle om Kinas historie og Kina i dag, om filosofi, livssyn og samfundsforhold, kædet sammen af en enkel 'ledsagekommentar', som hæfter de i grunden temmeligt uhomogene elementer sammen i en interessant og appellerende helhed. Det er dygtigt, inspirerende og inspireret gjort. Det samme gælder illustrationerne, idet forfatterens egne, udmærkede, men noget nøgterne fotos veksler med smukke gamle kinesiske illustrationer og Kirsten Raagaards farverige, dynamiske og noget groteske malerier.
Eventyrene og historierne, ja, faktisk hele bogen egner sig til oplæsning, og en pæn del af illustrationerne er så store, at de kan nydes på afstand, hvilket giver yderligere muligheder for anvendelsen, idet bogen måske ikke lige er en, de ældste elever vil kaste sig over - men de ved ikke, hvad de derved går glip af.
En oplagt anskaffelse til skolebiblioteket og til supplerende brug ved arbejder om Kina. Og så kommer der en fortsættelse - en lang historie, som handler om det onde og det gode.
De Otte Udødelige
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.