De magiske kjoler

Historier, der fungerer i sengelampens dæmpede skær direkte fortalt af mor, har ingen garanti for succes i bogform. Dette er Maria Grønbechs debutbog et klart eksempel på. Ideen med at lade to piger finde en kiste med tre forskellige fine kjoler og derefter lade lytteren selv bestemme, hvilken kjole og dermed hvilken fortælling der skal prøves, er god. Og i mundtlig form vil dette fungere glimrende, da kun en fortælling føres til ende, og næste valg kan varieres ud fra det første. Men i bogform kræver denne genre mere end bare en indholdsfortegnelse, der refererer til tre ellers helt ordinære kapitler. Som læser vil man formode, at første valg fører til nye valg eller afsluttes fuldstændigt, men ingen af delene sker. Man skal selv gå tilbage til valget af kjole, og hvis bogen ikke læses kronologisk, udsættes læseren for unødige gentagelser. Det er uklart, hvordan bogen skal læses, og om end den kan have en vis underholdningsværdi for meget små piger, vil den skabe mere frustration end glæde for både højtlæsere og selvlæsere. Dette understreges yderligere af, at sproget er unødigt enkelt, mens sætningerne er unødigt lange. De tre historier er handlingsmæssigt ganske udmærkede, og der er intet i vejen for, at bogen ved videre bearbejdelse kunne have været rigtig god. Men som den fremstår med usammenhængende handlingsforløb og illustrationer, der på grund af for tidlig placering foregriber handlingen, er den ikke anbefalelsesværdig.