Konrad skal med sine venner - Alexander og Asger - og sine fjender - tvillingerne Marcus og Dennis - og resten af klassen på tur til Experimentarium. Undervejs i bussen kommer Konrad til at sidde ved siden af klassens nye pige Lea. Hun viser sig at være hurtigtopfattende, snarrådig og ikke mindst god til at klatre. Egenskaber, hun får fuldt ud brug for i løsningen af historiens store mysterium.
Konrad og Lea farer vild på Experimentarium under deres søgen efter et toilet og ender i en partikeltransformator, der ved et uheld sættes i gang. Resultatet bliver, at Lea får Konrads tissemand og Konrad Leas tissekone. Bogens plot drejer sig nu om at få delene tilbage på deres rette plads. Det lykkes - naturligvis. Undervejs er der kostelige scener. Blandt andet en scene, hvor Lea vinder en konkurrence i langpis, og den sidste scene, hvor de onde tvillinger får ombyttet deres tissemænd. Retfærdigheden sker fyldest. De gode ender med alt på plads.
Det er en kostelig historie, Morten Dürr har skrevet. Den vil gå rent ind hos målgruppen, drenge i 2.-3. klasse. Ikke blot er det en spændende historie, men den spiller også på enhver drengs frygt: At miste sin tissemand! Lars Gabels illustrationer bidrager på fornem vis til spændingen og frygten.
På Carlsen er også udkommet "Minutdrengen Kurt Komet". Historien er en science fiction-fortælling om drengen Kurt, der mest af alt ønsker sig en rumraket. Til sin store overraskelse får han én til sin fødselsdag og flyver nu rundt i universet og mærker den store frihed i vægtløsheden. Uheldigvis mister han sin raket, men kommer imod sin fars vilje i lære hos Minutmanden Tommy Total. Sammen med Tommy Total befrier han Alice, prinsessen af planeten Elfenben. Men Tommy Total har sin egen plan og tager Alice som gidsel. Det lykkes ham også at skyde skylden for kidnapningen på Kurt Komet. Sammen med sin robothund Rex lykkes det dog Kurt Komet at løse sagen til kongen af Elfenbens store tilfredshed. En sidehistorie om, hvordan Kurt Komet mistede sin mor, er fint flettet ind, og der er grundlag for et tæt venskab med pigen Jenny.
Det er en spændende historie, som Morten Dürr har skrevet. Den sproglige opfindsomhed er stor. Det er et univers, hvor planeterne har helt andre navne end vores kendte planeter, som for eksempel Melankolia, hvor folk altid er triste, fjolleplaneten Klovn, hvor folk altid ler, planeten Storskrald, hvor universets samlede skraldemængde havner, og burgerplaneten Bøvs. Der er også plads til fængselsplaneten Stål. Mads Berg har illustreret historien flot med de rette futuristiske streger. En flot oplæsningsbog til de seks-niårige. Selvlæsning fra 2.-3. klasse.
De forbyttede tissemænd / Minutdrengen Kurt Komet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.