Dario Fo til en ny generation

"Dario Fo, var det ikke ham fra dengang i..det er sgu da helt tilbage i 1970erne, er det ikke?"

Jo, det er det. Og han lever endnu både i bogstaveligste forstand, men i lige så høj grad i meget af det teater, der spilles i dag anno 2004. Dario Fos karakteristiske spillestil, med en nærmest tegnefilmsagtig mimik og lyd. Overdreven og fuld af humor. Det ses i rigtig meget teater også i rigtig mange forestillinger på teaterfestivalen i Silkeborg. I teatersprogets evigt rullende evolution, står Fos arvegods stadig stærkt.

Men ud over al den afsmitning som Dario Fo har haft på dagens teaterliv, så eksisterer den ægte vare endnu. Det er en teaterform der kræver sin skuespiller: Man skal være fremme i skoene og oppe på tæerne have værktøjet i orden. De hænger ikke på træerne, og det sønderjyske Barkentins Teater måtte helt til København for at hente deres spiller til forestillingen Fo-Fo for børn. Så har de til gengæld også fået fat på Hans Henrik Clemmensen, og alt andet lige er det svært at finde et bedre valg.

Clemmensen er blandt de førende Fo-fortolkere her i kongeriget. Han har mange års erfaring, overblik og teknik. Givet er det, at Dario Fos dramatik er kendt og set af rigtig mange. Men der er en hel ny generation af børn, og for den sags skyld, unge lærere som sikkert aldrig har set Fo. De kan stige på her.

På gulvet ligger tæppet. Clemmensen forklarer, at når han nu om lidt træder ind på det, vil han snakke uafbrudt. Sådan er det. Det er ikke til at holde ud, siger han nærmest til sig selv. Som den badende, der prøvende stikker tåen i det kolde vand, laver Clemmensen lydprøver på samme vis: Hver gang han har foden på tæppet, vælter der en talestrøm ud af munden på ham. Og så går han i gang Gøglerens fødsel. Historien om bonden, der ved hjælp af hårdt arbejde og kærlighed, formår at gøre et goldt bjerg frugtbart. Om kampen med Herremand. Den ulige kamp med den langt stærkere overmagt.

Nedværdigelsen og nederlaget, da han mister sin kone, sine børn og sin ære.

Bonden har tabt alt, og er klar til at hænge sig, da han prikkes på skulderen. Det er en skrupsulten Jesus, fulgt af Markus og Peter. Han udsætter hængningen, og får i stedet evnen som gøgler. Sørgelig historie, hylende morsomt fortalt. Humoren forløser og frigør historien fra offer/martyrium-tonen. Latteren befrier.

Historien er arketypisk og universel: kampen mod fattigdom, retten til at skabe sit eget liv (dyrke sin egen jord). Kampen mod overmagt og systemer.

Barkentins teater skriver i deres materiale til stykket, at man kan kalde det for Dario Fos trosbekendelse. Sikkert er det i hvert fald, at Fo er gøgler. Om det er ved religiøs mellemkomst, at han har fået evnerne, skal være usagt. Men han bruger dem i hvert fald mod magthaverne. Senest Silvio Berlusconi.

Jesusbarnets første mirakel er anden del af Barkentins forestilling. I Dario Fos Italien virker det blasfemisk, men ikke her i Danmark, hvor vi til gengæld kan nyde en god, og ikke særlig kendt bibels-historie. Fortalt aldeles frit efter Biblen og respektløst på alle måder. Historien giver et noget uortodokst billede af Jesu fødsel. Det, der får mest opmærksomhed er den lalleglade sorte konge på sin kamel, der må synge uafbrudt for at dyret ikke går i stå. Flugten til Ægypten går rask over stepperne(ørkenen?) i flyvende Fo-stil. Jesus kaldet Palæstina, mobbes og fristes til at brænde nogen mirakler af for at få lidt popularitet. Det gør han så- og så.. Ja det skal ses.