Oplysningskampagner, indsatser på arbejdspladser, skoler og institutioner har medvirket til, at danskerne spiser sundere. Det beskriver Folkesundhedsrapporten Danmark, som er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed. Forbedringerne er især sket i forhold til fedt i kosten og indtaget af frugt og grønt, som er de områder, indsatserne har fokuseret på.
Under en fjerdedel lever op til kostrådene
Men selvom danskerne spiser mere frugt og grønt og mindre fedt, lever for få op til de anbefalede kostråd. For eksempel er kostens gennemsnitlige indhold af energi fra fedt faldet fra 39 procent af i 1995 til 34 procent i perioden 2000-2004. Det anbefalede daglige energiindtag fra fedt er højst 30 procent. 22 procent af voksne danskere lever op til anbefalingerne for fedt i kosten, mens 12 procent lever op til anbefalingerne om frugt og grønt.
Samtidig spiser danskerne mere slik og drikker mere sodavand. I 1995 drak de 4-14-årige i gennemsnit 133 gram sodavand om dagen, mens de i 2001 drak 184 gram. For voksne mellem 15 og 75 år er tallene steget fra 110 i 1995 til 121 gram om dagen i 2001.
Undersøgelsen viser også, at der er sociale forskelle i kostvaner, jo længere uddannelse des sundeste kostvaner. Generelt har kvinder også sundere kostvaner end mænd.
Læs undersøgelsens kapitel om kost eller undersøgelsens øvrige kapitler via linkene til højre.
Danskerne har fået sundere kostvaner - men ikke sunde nok
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.