Danskere på Vestfronten 1914-1918

Efter nederlaget i 1864 måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig-Holsten til Tyskland. Det betød, at etniske danskere med dansk som modersmål måtte gøre tysk krigstjeneste under første verdenskrig, og det er dem, bogen handler om. De dansksindede kom især i kamp på Vestfronten. Forfatteren anslår, at 25.000-30.000 dansksindede soldater var i tysk krigstjeneste her, og over 4.000 døde i skyttegravene. 

Vores forståelse af første verdenskrig er mere end nogen anden konflikt skabt gennem litteratur, teater og film, der først og fremmest viser viljeløse, granatchokramte soldater. Nyere forskning peger imidlertid på, at soldaterne i stor udstrækning var resursestærke individer, som stod bag deres nationers krig.

"Det er ingen myte, at der sine steder i ingenmandsland blev afholdt fodboldkampe", skriver forfatteren. Eller der blev udvekslet cigaretter tværs over fronterne. Men naturligvis var livet som tysk soldat ikke en dans på roser. En dansksindet soldat skriver i efteråret 1916 til sin hustru: "Det er ikke til at udtrykke med ord, hvordan jeg pines. Det er en jammerdal, vi lever i". Efterhånden som krigen skred frem, blev det knapt med madrationer og andre elementære fornødenheder, og det blev mere og mere attraktivt at blive fransk eller britisk krigsfange. Der var omkring 3.000 dansksindede krigsfanger, men hvor mange der var egentlige desertører, vides ikke.

"Danskere på Vestfronten" giver historielæreren særdeles gode eksempler på, hvad det vil sige at være dansksindet soldat i tysk tjeneste, og problematiserer mindretallenes forhold.