Lidt over et år efter at jeg afsluttede projektet om en ny elevforening, prøver jeg nu at samle op på alt det jeg kæmpede for i min folkeskoletid. Nu går jeg i 3.g. Jeg er blevet 18 år, er myndig, men der er stadig mange ting der undrer mig, og som spøger en smule i mit demokratiske sind. 

Jeg er jo i folkeskolen blevet uddannet som en demokratisk aktiv borger, og den titel bliver jeg naturligvis ved med at leve op til. Det er min pligt. 

Jeg vil gerne indrømme at mit indlæg fra december 2018 var kontroversielt. Hvis ikke man har læst det, kan man læse det her. Normalt er jeg af den overbevisning at opgør er den eneste vej at gå, hvis man vil have revolution. Og det vil jeg. Men det her bliver en anelse mere gennemsnitligt. Eller, i hvert fald, så alle kan være med. 

Det er før blevet nævnt at Danske Skoleelever har haft en kæmpe økonomisk stigning i løbet af årene før skolereformen trådte i kraft. Den fase er vi ovre, tænker jeg. Der er intet nyt i det. Stadigvæk beskæmmende at en organisation kan have en økonomisk stigning på 8.7 millioner kroner over 7 år.

Et brev fra undervisningsudvalget den 11. marts 2015 viser at der er blevet stillet et spørgsmål om Danske Skoleelevers økonomi, og hvad begrundelsen er for Danske Skoleelevers statsstøtte egentlig er. Bemærk, at undervisningsudvalget består af folketingsmedlemmer fra forskellige partier, og at det, som beskrives, er et brev og altså ikke et spørgsmål som er stillet mundtligt:

Fra perioden 2002-2010 har Danske Skoleelevers statstilskud været symbolsk - dvs. at alt mellem 100-310.000 kroner har været bevilget til organisationens formål, og det er et helt retfærdigt tilskud, som også bliver tildelt andre statsstøttede organisationer. I perioden 2010-2011 blev Danske Skoleelevers statsstøtte endda formindsket med 7.000 kroner (fra 310.000 kroner til 303.490 kroner).

Danske Skoleelevers statsstøtte i de følgende år har været steget med meget mere end ellers antaget. I følgende svar fra den daværende undervisningsminister, Christine Antorini, fremgår det at det er en selvfølge at der bevilges penge til elevorganisationer: 

Det er også helt i orden at der ikke bevilges nogen ''særstøtte'' til Danske Skoleelever. Men det er der jo heller ikke behov for, hvis bare man kan lægge et større beløb i et af de allerede eksisterende projekter, Danske Skoleelever allerede får penge for:

Danske Skoleelever har altså fået penge for at lave ''informationskampagner'' ude på landets folkeskoler, hvor man har hvervet folkeskoler til at blive medlemmer af organisationen. 

En artikel fra december 2018 fra DR viser også, at der er en lille stigning hos landets folkeskoleelever, der ikke længere er kritiske overfor skoledagens længde:

Men det giver faktisk ret god mening alligevel. 

For Danske Skoleelever har gennem de seneste år lavet ''drop-ins'', hvor man har besøgt landets elevrådsformænd- og næstformand, og prøvet at hverve disse til at tage med på Danske Skoleelevers weekendkurser (landskonferencer, generalforsamlinger, weekendkurser og så videre).

I starten af 2016 var det min tur til at blive hvervet. Jeg var nemlig næstformand i elevrådet på min folkeskole. Jeg sidder til højre på dette billede fra den 11/2 2015. Jeg har naturligvis sløret min formands navn, fordi hun ikke skal stå på mål for nogle af mine holdninger:

Det er selvfølgelig disse drop-ins der har givet anledning til at fortælle om elevernes tilfredsstillelse overfor skoledagens længde hos DR. I de år jeg var med i Danske Skoleelever var der nemlig også fokus på elevvenlige kommuner.

Og faktisk har Danske Skoleelever i hvert fald været i gang med det 'elevvenlige projekt'' siden 2014. Det er altså samme år, som hvor skolereformen blev indført. Og med den økonomiske stigning fra 2012 er det selvfølgelig også blevet nemmere for Danske Skoleelever at hverve kommuner, og dermed elever, der pr. automatik bakker op omkring skolereformen og skoledagens længde.

Det er måske også derfor at DR - i hvert fald har troet - at der har været anledning til at fortælle noget positivt om skolereformen. Selvom stigningen af tilfredsstillelse kan have haft stor indflydelse fra gruppen af elever, der er blevet hvervede, så er det måske ikke hele sandheden.

Når vi snakker om Danske Skoleelever, så skal vi også huske at det i gennemsnitligt er to børn fra hver folkeskole der kan stemme forslag igennem på generalforsamlingen. Det er faktisk ret grotesk, hvis man spørger mig. For selvom elever kan have indsigt og holdninger, så er det alligevel et ret stort ansvar at lægge på børns skuldre. 

Der er altså en stor sammenhæng mellem antallet af de elevvenlige kommuner og elever, der synes at skoledagens længde er fin. Jo flere elevvenlige kommuner, jo flere elever der bakker op om skolereformen - i Danske Skoleelevers navn.

Men hvad kan kommunerne overhovedet gøre - hvem kan sige nej til et tilbud om medlemskab i en elevorganisation, når det i sidste ende skal (burde) gavne elevrådenes demokratiske sans? 

Hvad siger du?