Det eneste, man kan have check på, er det beløb, der er skrevet på en af disse små, sympatiske tryksager. Derimod kan man have tjek på økonomien. Sproglige faldgruber er der masser af, og denne bog er udarbejdet i et lønligt håb om at kunne få udryddet en række almindelige misvækster i stavning, udtale og sprogbrug.
Alle anvisningerne følger reglerne i retskrivningsordbogens tredje udgave. (Eller 3. her opstod en kortvarig strid mellem bogens officielle titel og dette blads interne retningslinjer for angivelse af ordenstal under 10). Man kan mene, at læseren så lige så godt kunne nøjes med retskrivningsordbogen, men den her anmeldte bog er en vældig god og hurtig inspirator for alle, der har behov for at udtrykke sig på skrift. I disse tider, hvor kravet til dokumentation af egen og kollegernes virksomhed nærmer sig det altomfattende, gælder det for alle lærere. Om den så kan fjerne sproglige unoder som tvungen orddeling og genitivapostroffer efter engelsk mønster, er en anden sag. De, der udtrykker sig på den måde, kunne formentlig aldrig drømme om at slå op i en ordbog.
Forfatterne holder sig naturligvis til den officielt kanoniserede sprogbrug og må derfor loyalt videregive, at det anses for korrekt at tjekke ind ved en check-in-skranke og andet nonsens. God som natbordslæsning eller til at afgøre væddemål på lærerværelset.
Danske ord der driller
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.