20,8 elever.
Så mange børn var der i en gennemsnitlig dansk folkeskoleklasse sidste år, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Opgørelsen viser også at størrelsen på danske folkeskoleklasser er gået støt nedad siden 2016. Dengang var den gennemsnitlige klassekvotient på 21,6 elever per klasse, og det betyder, at der næsten er en elev mindre i alle klasser sammenlignet med for 8 år siden.
På de frie grundskoler var klassekvotienten sidste år helt nede på 18,4 elever per klasse. Her har tallet ellers ligget omkring 18,8 elever per klasse i mange år.
Store kommunale forskelle
På Danmarks Statistiks hjemmeside kan man gå på opdagelse i tallene ved hjælp af et interaktivt kort.
Her kan man fx se, hvor store udsving der er i klassestørrelser på tværs af landet.
Solrød, der ligger på den danske østkyst, har landets højeste klassekvotient på 23,1 elever per klasse. Kigger man i den modsatte retning mod Ringkjøbing-Skjern, der ligger ved Vesterhavet, er klassekvotienten derimod blandt landets laveste med gennemsnitligt 17,4 elever i hver klasse.
Er man den nysgerrige type, kan man med et enkelt klik her se, hvor høj klassekvotienten er i ens egen kommune, samt få et overblik over, hvordan klassestørrelserne har udviklet sig over de senere år.
Med et tryk på "shift"-tasten, kan man markere flere kommuner på én gang, og ganske nemt sammenligne forholdene i flere kommuner.
De store klasser er... de største
Kigger man på klassestørrelser fordelt på klassetrin, er der i gennemsnit én elev mere i 7. og 8. klasser, end der er på nogle andre klassetrin.
I 7. klasse er der således 21 elever i klassen, og i 8. klasse er der i gennemsnit 21,1 elever.
Den tendens gælder både for folkeskoler og for frie grundskoler.
Danske klasser skrumper… igen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.