Dansk til eksamen

Dommedag over danskfaget. I denne bog fra Dansklærerforeningen diskuteres faget fra folkeskole- til universitetsniveau.

Set fra folkeskolen sættes danskundervisningen i et spændende perspektiv. Fælles for alle uddannelsesniveauer er, at man klager over, at uddannelserne i dansk er for dårlige, at der skal mere uddannelse og efteruddannelse til, at væsentlige sider af faget er ved at gå tabt, og at det ikke er uproblematisk at beskrive fagets identitet.

Men der hører lighederne også op. Under betegnelsen dansk trives en mangfoldighed af holdninger, aktiviteter og stofområder, der gør det vanskeligt at se den store sammenhæng i et længdesnit.

I første hovedafsnit bringes artikler om klassikerdebatten. Hvad skal man gøre for at få unge til at læse klassikere?

Kanondebatten har aldrig spillet nogen rolle i folkeskolen. I andet afsnit bringes imidlertid et uddrag af debatten. Blandt debattørerne er her Hans Hauge, der blandt andet som formand for kanonudvalget forsvarer autoriseret vejledning i, hvad klassikere kan være, mens blandt andre Thomas Bredsdorff tager afstand fra en statsautoriseret kanon.

I et afsnit om undervisning på universitetet kritiserer Johan Fjord Jensen historieløsheden i danskfaget på universiteterne, den manglende grundige beskæftigelse med ældre litterære perioder. Endelig går overfladiskheden i arbejdet med den sproglige side af faget igen.

Det kan virke lidt letkøbt, at bogens redaktør giver et signalement af dansk ved at smække en række artikler sammen til en bog og kun skriver et kort efterskrift, hvor han stort set ser bort fra folkeskolen, men de enkelte artikler er spændende, og vekselspillet mellem forskellige debattører er givende. Bogens udvalg af tekster er næppe dækkende, hvis den skal give et nuanceret billede af dansk. Afsnittet om folkeskolen handler således - bortset fra en artikel af Jørn Lund - udelukkende om læsedebatten.

Tekstudvalgtet får undertiden slagside, da det er præget af, hvem der ytrer sig i fagtidsskrifter og dagspresse. Derfor er overblikket over dansk fragmentarisk og ufuldstændigt.

I 'Dansk 95' er et moderne dannelsesbegreb og fagets identitet fremragende beskrevet. Mødet mellem tekster, herunder skønlitteratur, og elevernes verden og vekselvirkningen mellem elevernes skaben og arbejde med andres tekster betragtes som en central del af elevernes dannelsesproces i en tid, hvor det er yderst vanskeligt at orientere sig i livet, når man er barn eller ung.

Den æstetiske, den etiske og den historiske dimension er lige så væsentlige som den kommunikative. Læsning er derfor en meget vigtig færdighed, men denne aktivitet er underordnet helhedssynet på dansk.

Ud fra denne bogs beskrivelse af universitetsuddannelsen i dansk kan det undre, hvorfor kandidater i dansk skulle være særligt fagligt kvalificerede i at undervise i dansk på seminarierne. Deres faglige kvalifikationer behøver kun i begrænset omfang at matche med folkeskolens danskundervisning, og deres uddannelse i psykologi, pædagogik og didaktik er dårligere end en folkeskolelærers.

Det er uendelig vigtigt at bevare det dannelsesfag i folkeskolen, som er beskrevet i 'Dansk 95', som på en moderne måde fører traditionen videre og samtidig er en omfattende fornyelse, der er udformet i forbindelse med mange års erfaringer med samspil med elever i folkeskolen.