Af Peter Lykke Olesen og Peter Schmidt
152 sider, 175 kroner
Dansklærerforeningen
For et par år siden måtte to seminarielærere erkende, at de studerende på linieholdet i dansk vidste så lidt om deres modersmåls struktur og konventioner, at de ikke var i stand til at give hinanden præcist og kvalificeret med- og modspil. Således angav et par af holdets medlemmer 'Århus' som et eksempel på et stedord.
Hvordan kunne det være anderledes? I årevis har faget dansk i gymnasiet, på HF og seminariet overvejende været et tekstfag. De studerendes gode vilje manglede ingenlunde, men de savnede simpelthen et sprog om sproget.
De to lærere besluttede at gøre et forsøg på at give deres studerende et sådant sprog. Deres sproglære indeholder det, som enhver lærer i folkeskolen i hvert fald bør vide om sproget. Dens grundtone er sprogpædagogisk snarere end sprogvidenskabelig. I syv kapitler gennemgås de basale sprogbegreber fra de mindste enheder (fonem og bogstav) til det mest komplekse udtryk (helsætningen).
Det højaktuelle ottende og sidste kapitel handler om det danske sprogs forhold til nogle af de indvandrersprog, man hyppigst møder i dagens skole.
Den overskuelige, udogmatiske sproglære vil ikke blot være til nytte for vordende lærere, men også for dem blandt de fungerende, der var så uheldige at blive uddannet i en periode, hvor tilegnelsen af et sprog om sproget ikke rigtigt var in.
Niels Holst
Dansk sprog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.