Af Susan Quinlan
Illustreret af Bodil Carstensen
Let ps-serien
Et opgaveark påén side til fri kopiering per bog
Læsepædagogisk bearbejdning og opgaveark:
Grete Sonne
Hver bog er på 24 sider, 80 kroner
Alinea
Ps-serien har fået et nyt skud på stammen: 'Let-ps'. Det er meget lette bøger beregnet for læsebegyndere i første og anden klasse.
Lixtallene er så lave som 5 og 6. Det skyldes ikke mindst, at forfatteren har valgt det korte navn 'Josse' i stedet for det kønnere og længere 'Josefine'. Tegningerne underbygger teksten. Handlingen er enkel. I den ene bog rives et kort med en af Spice Girls i stykker, og den otteårige hovedperson får en plakat med idolerne til trøst. I den anden bog kommer Josse til at farve sit hår rødt, men liver op, da hun nu ligner en af pigerne fra pop-gruppen.
Det er godt, at bøgerne tager udgangspunkt i en letgenkendelig hverdag. De risikerer dog også at blive forældede, da en del bøger holder længere i den danske folkeskole end mange popstjerner, for eksempel har den rødhårede popstjerne, der refereres til, forladt Spice Girls i skrivende stund.
Titlen på en enkelt sang citeres på engelsk: 'If you wanna be my lover. . '. Det vil nok volde nogle læsere besvær, men bidrager på den anden side til, at bogen virker autentisk.
Opgaverne er enkle, de har nærmest karakter af en kvittering for, at bogen er læst, og det er helt fint på det trin.
Bøgerne anbefales til målgrupperne.
Tove Kettner Heiberg
Dansk, Specialundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.