Dansk Skoleidræt: Bevægelses- og idrætskonsulenter på alle skoler
Idrætsfaget bliver prøvefag, og der skal være bevægelse 45 minutter hver dag. Det er resultatet af aftalen om en ny skolereform. Dermed bliver idrætten og den daglige bevægelse flyttet fra udkanten af skolens fag til at være en del af fremtidens skoles centralnervesystem.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.
1 kommentar
Med skolereformen – der blev aftalt før sommerferien, og som nu for alvor skal til at blive til virkelighed – står faget idræt i almindelighed og bevægelse og motion i særdeleshed til at blive en central del af elevernes hverdag.
Idræt bliver prøvefag, mens eleverne hver dag skal bruge mindst 45 minutter på motion og bevægelse.
Man skal jo smede mens jernet er varmt, og Dansk Skoleidræts formand, Finn Kristensen, skriver i det nyeste nummer af medlemsbladet "Idræt i skolen", at idrætslærerne skal "Komme ind i kampen!". Foreningen mener, at alle skoler skal have linjefagsuddannede idrætsundervisere. Og at hver enkelt skole skal have mindst et idrætsfagligt fyrtårn, der er videreuddannet til "idræts- og bevægelsesvejleder".
"Idræt og bevægelse får en helt anden placering end hidtil. Og vi synes, det er vigtigt, at der kommer kvalitet, og at det ikke bare bliver nogle løse aktiviteter, som ikke har mål og retning uden nogen form for ramme. Derfor synes vi, det er vigtigt, at der kommer nogle koordinatorer – idræts og bevægelsesvejledere, der kan være med til at kvalificere det arbejde", siger Finn Kristensen til folkeskolen.dk
Han satser i øvrigt på, at idrætsfagets nye status som prøvefag vil gøre, at skolelederne får et større fokus på selve faget.
"Erfaringerne viser, at det påvirker skolelederne, når idræt bliver prøvefag. Så når vi siger, at idrætslærerne skal komme ind i kampen, så tror vi også, at skolelederne kommer ind i kampen. De bliver nødt til at prioritere faget højere", siger Finn Kristensen.
Dansk Skoleidræt: Bevægelses- og idrætskonsulenter på alle skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.