Digte
Af Anker Hansen
64 sider
Forlaget Giv Dig Tid
En lille lyserød bog med digte. Det er ikke helt klart, hvem der har skrevet digtene, om de er skrevet af unge, dikteret til forfatteren eller skrevet af ham på baggrund af samtaler med unge eller eventuelt ud fra egne erfaringer. Ifølge bagsideteksten er digtene skrevet for at skabe kontakt og dialog eller bygge bro til andre menneskers verden – her mellem stofmisbrugende unge og andre 'almindelige' mennesker – og er beregnet for unge fra 13 år og opefter.
Ifølge forfatteren hører bogen til oplysningslitteraturen og skal – her kommer begreberne igen – benyttes i en undervisning, hvor underviseren er i tæt kontakt med eleven, så der kan åbnes for en fordomsfri og befordrende dialog.
Dette er måske nok lidt tåget, floromvundet og floskelinficeret, men uden tvivl er meningen god nok. Digtene er i det mindste gode som brugsdigte, det er knækprosa, og de skildrer realitetsnært eksempler på narkomaners karriere og nogle af de psykiske, fysiske og sociale konsekvenser af en sådan.
Bogen og digtene skæmmes af temmelig mange slå-, stave- og grammatiske fejl, men det kan man jo tage med som en del af helheden eller se bort fra det.
Digtene giver på deres jordnære facon et stærkt billede af en tilværelse som stofmisbrugende ung og vil kunne bruges supplerende og dokumenterende i undervisningen.
Hans Erik Berthelsen
Dansk, Seksual- og sundhedsundervisning og familiekundskab, Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.