Dansk på tværs

Faget dansk giver ikke svar. Det stiller spørgsmål. En forenklet formulering, som dog rummer en vis sandhed. Dansk kan andet og mere end at give svar på de spørgsmål, der kan formuleres i forbindelse med funktionelt tværfaglige problemformuleringer, og som Jens Raahauge tidligere så smukt har udtrykt det, skal dansk ikke forsvinde i orienteringsfagsgrøden.

I denne bog beskriver forfatteren på en redelig og grundig måde det særegne ved faget dansk: Et dannelsesfag med sproget som særligt område og med en særlig opmærksomhed over for vekselvirkningen mellem indholds- og udtrykssiden i alle udtryksformer. Tværfagligt samarbejde med en forpligtelse over for belysning af et emne kalder på andre sider af faget, end når det lukker sig om sig selv, så det dyrkes som en selvstændig enhed med en særlig identitet.

Beskrivelsen af fagets nye muligheder i tværfaglighed er klar og inspirerende. Dansk kan i en indledende fase i det tværfaglige samarbejde give ideer til det overordnede emne og bidrage til en fælles forståelsesramme. Det kan blandt andet ske gennem fælles arbejde med en roman eller ved inddragelse af forskellige danskaktiviteter, herunder ogsåæstetiske læreprocesser. I dansktimerne kan man desuden inden emnets start arbejde med færdigheder og kundskaber, som eleverne får brug for i forbindelse med et tværfagligt arbejde.

I selve det tværfaglige forløb bidrager dansk til stadighed med et bevidst arbejde med genrer og sprog, så dansk ikke bare er med som læsning og skriftig fremstilling, men som et bevidst arbejde med indhold og udtryk. Forfatteren beskriver forskellige områder af faget og vurderer deres muligheder for at bidrage til tværfaglige forløb. Vigtigheden af at bevare fiktionens særlige kvaliteter i det tværfaglige samarbejde præciseres.

Forskellige begreber i forbindelse med tværfaglighed som emnearbejde, problemorientering og projektarbejde defineres kort og klart. Fremstillinger giver et godt overblik, og bogen kan også, som det er foreslået i indledningen, bruges som opslagsbog.

Men samtidig springer oplagte svagheder i øjnene. Det er som om, forfatteren vil have alt for mange områder med i én bog. Den ville derfor have vundet ved, at enkelte områder inden for dansk var behandlet dybtgående som eksempler, og andre var udeladt.

Der er ikke meget nyt i bogen. Den henvender sig da også primært til lærere, der er nybegyndere i tværfaglighedens kunst. Til denne målgruppe passer formsiden imidlertid ikke særlig godt. Sproget er ganske vist enkelt, men det er ensformigt. Der mangler vekselvirkning mellem levende praksisbeskrivelser og mere generelle redegørelser.

Eksemplerne virker konstruerede og urealistiske. Alt går problemløst, fordi børnenes skæve synsvinkler ikke er med. Nogle ture op og ned ad abstraktionsstigen ville også gøre stilen mere spændende. Endelig er bogen uden illustrationer. Er tværfagligheden virkelig så kedelig, at dette udtryk svarer til indholdet?

Jeg kunne have ønsket mig en højere grad af problematisering i denne bog. Dansk går restløst op i tværfaglighedens tankekonstruktion. Levende, autentiske praksisbeskrivelser passer aldrig til teorierne, og det er netop denne vekselvirkning mellem teori og praksis, der er interessant. Ligesom der er masser af problemer med projektarbejde og med tværfaglighed i praksis, er der også grund til at lade fantasien spille i forbindelse med dansk i en tværfaglig sammenhæng.

Hvordan kan dansk som et humanistisk dannelsesfag med stor vægt påæstetiske læreprocesser bidrage til nye veje i et tværfagligt samarbejde, så det kan føre til en fornyelse af den næsten dogmatiske, samfundsfagsdominerede opfattelse af den eneste rigtige funktionelle tværfaglighed og det rigtige projektarbejde, som nu dominerer debatten? Det kunne det have været interessant at høre nyt om, hvilke nye muligheder det moderne danskfags særlige vinkel på tilværelsen kunne skabe.