I serien Solstrålebøgerne
24 sider, 60 kroner per hæfte plus porto og ekspeditionsgebyr
Maaholms Forlag
De små hæfter indgår i et større materiale, 'Læsepakke 3, Tæt på dyrene', til serien 'Solstrålebøgerne' i et projekt, som er inspireret af de tanker om læseindlæring og -udvikling, der importeres fra New Zealand. Hæfterne behandler større grupper af dyr eller enkelte arter, og i en tilhørende læsevejledning, en lærervejledning, findes kopisider til arbejdsark, eleverne kan bruge, når de arbejder i værksteder. På arkene findes oplæg til uddybende arbejde samt kontrolspørgsmål.
Hæfterne er primært tænkt til brug i læseundervisningen, til den allerførste faglige læsning, men det vil da være synd og skam ikke at samarbejde med natur/teknik-faget. Så er man også sikker på her at få et indhold, som eleverne finder relevant og interessant, spændende. Hvad der først falder i øjnene, er hæfternes helt eminente farvefotos. Fotos med fremragende motiver, flot komponerede og med masser af action.
Billederne viser dyr fra hele verden, kun få kan betegnes som også danske, men det gør ikke bøgerne mindre velegnede. Den sparsomme tekst har så måttet indrette sig på den tiloversblevne plads. Men samspillet er klaret godt. Teksten er næsten rent beskrivende og holder sig stort set til, hvad elever på dette trin kan kapere. Kun få steder vover den sig ind på egentlige forklaringer, og så går det ikke altid godt.
'Veksel-varme dyr er lige så varme som luften eller vandet omkring dem' er således et forvirrende udsagn, om end sandt. I 'Dyr som bygger' står: 'Dyr bygger for at dække et behov' – hvad skal en 2.-klasse-elev stille op med et sådant udsagn – der er nemlig ikke yderligere forklaring. Men, men – det skal straks nævnes, at der i de mange fotos – som lever helt op til ordene om, at ét billede siger mere end mange ord – er mange implicitte forklaringer. Dertil kommer enkelte gode stregtegninger.
Ud fra en biologisk synsvinkel er indholdet korrekt, når der tages hensyn til nødvendige pædagogiske forenklinger. Nogle smuttere er der dog, for eksempel når termitter udnævnes til en art myrer – ganske vist 'en særlig slags'. Det er også noget af en tilsnigelse, at 'krokodiller stammer fra dinosaurerne'. Dertil kommer nogle få uheldige formuleringer, for eksempel at 'edderkopper bruger kamuflage'. Læseren får ubevidst indtrykket, at det er individet, som selv har valgt metoden, og det vil senere kunne hæmme en læring om evolutionen. Det samme gælder, når det nævnes om lappedykkere: 'Deres ben sidder for langt bagude på kroppen. Derfor går de ikke på land'. Nej, de er jo van(d)skabte, det vil sige tilpassede et liv i vand. Derfor sidder deres ben ikke en centimeter for langt bagude. Endelig er nogle udbredelseskort mangelfulde og unøjagtige.
Men alt i alt er det – især på grund af illustrationerne – fine små hæfter, som også vil kunne bruges i undervisningen påældre klassetrin.
Hans Erik Berthelsen
Dansk, Natur/teknik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.