Anmeldelse
Læseløftet
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvis en elev får problemer med den første læseindlæring, er hjælp på et tidligt tidspunkt nødvendig. Midt i første klasse er et godt tidspunkt at sætte ind, før problemerne bliver uoverstigelige, og elevens selvfølelse har lidt et alvorligt knæk.
Bogen »Læseløftet« bygger på et udviklingsarbejde over tre år med 12 elever på Asgårdsskolen i Ringsted. Eleverne modtog eneundervisning tredive minutter dagligt i op til tyve uger. Undervisningen holdt op, når eleven var på niveau med klassen. Kun en af de 12 elever modtager i dag specialundervisning i perioder, de andre følger klassen.
Forfatterne er inspireret af Mary Clays forskning og arbejde med Reading Recovery. De har tillempet hendes program til danske forhold. I bogen beskrives metodikken meget detaljeret. Der tages udgangspunkt i det enkelte barns kompetencer og talesprog, og begge dele udvikles i den individuelt tilrettelagte undervisning.
Bogen er forsynet med et register og en ordliste. I ordlisten forklares begrebet »ledetråde« som »de tekstinformationer, der styrer arbejdsprocesserne mod et svar«. Meningssøgen er udgangspunktet for det skriftsproglige arbejde, men der arbejdes også med andre ledetråde som sætningsdannelse samt visuelle og fonologiske ledetråde. Personligt vil jeg prioritere de fonologiske ledetråde, for det er gennem beherskelsen af dem, at barnet kan læse nye tekster.
Til brug for tilrettelæggelse af undervisningen er udarbejdet et iagttagelsesmateriale, der følger med som bilag. Der er en nøje gennemgang med eksempler på brugen af dette materiale.
Specialundervisningslærere står for denne forebyggende undervisning. Elevens forældre inddrages. Der er 15 minutters hjemmearbejde hver dag. Et godt samarbejde med dansklæreren etableres gerne i form af støttetimer i klassen. Herigennem påvirkes hele klassens undervisning.
Metodikken er god og grundig, lige til at gå til, både som »kogebog« og som inspirationsmateriale. Jeg har dog enkelte overvejelser. Da LTG-metoden, der også bygger på barnets eget sprog, kom frem, klarede de dygtige elever sig godt, mens mange svage elever stod af, da tekster formuleret i barnets sprog og på baggrund af barnets oplevelser er vanskelige at læse. I »Læseløftet« er udgangspunktet også barnets sprog dog kombineret med forlagsproducerede bøger. Ifølge forfatterne arbejdes der bevidst med udvikling af det enkelte barns sprog, så selv elever med taleproblemer vil kunne profitere af et sådant kursus.
En tidlig indsats, så små problemer ikke bliver til store problemer, er guld værd. En daglig intensiv eneundervisning i en længere periode kan løfte et barn. Forfatterne viser, hvordan det kan gøres. Det er en god ide at lave en tillempet udgave af Mary Clays forskningsbaserede Reading Recovery. Som nævnt har jeg enkelte metodiske overvejelser, men det er lykkedes forfatterne at lave en god og gennemarbejdet metodik, der indeholder både teori og praksis. Bogen anbefales til indskoling og specialundervisning.