Vi kunne godt gøre skriveundervisningen valgfri fra 5. klasse og bruge tiden på noget andet. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, at eleverne bliver bedre læsere, hvis vi sætter noget mere ind på det, men når de bliver voksne, læser de alligevel ikke, siger docent, dr.theol. Jan Lindhardt, Aarhus Universitet.

Han har skrevet bogen 'Frem mod Middelalderen' med undertitlen 'Tv - det levende billede i det åbne rum'. Her ser Jan Lindhardt på, hvad der sker med en kultur, hvor skriftens rolle som kulturbærer overtages af talesproget. Det var også udgangspunktet, da han var inviteret med som oplægsholder på lærerforeningens konference 'Læseundervisningen i fokus' på Skarrildhus kort før jul sidste år.

Det er da nødvendigt at kunne læse?

- Ja, lægen læser Ugeskrift For Læger , læreren læser Folkeskolen og elektromekanikeren læser manualer. Men stadig færre bruger skriftsproget ud over deres fag. Hvad gør lægen, når han har fri? Han læser ikke skønlitterære klassikere, han gør som de fleste andre og tænder for fjernsynet eller ser en video.

Jan Lindhardt henviser til, at mediehåndbogen i 1990 viste, at den voksne danske befolkning i gennemsnit læser 18 minutter om dagen alt inklusive .

- Så kan man gætte på, hvad der er tilovers, når man har læst fjernsynsprogrammet. Den offentlige debat foregår i fjernsynet, ikke i aviserne. Ifølge Politikens økonomidirektør kan kun hver femte voksne læse og forstå Politiken.

Du har sagt, at der om ti år er to millioner danskere, som ikke kan skrive og læse ordentligt.

- Uden skriften havde vi stadig boet i jordhuler. Det er skriften, der sætter os i stand til at arbejde med tal, og den forlænger vores hukommelse, så den kan spænde over mange generationer. Så kan vi bygge på forfædrenes erfaringer og behøver ikke at starte forfra hele tiden. Det er ikke mindst den, der gør det muligt at bringe orden og sammenhæng i vores viden, og sætter os i stand til at reflektere over tingene.

- Der er forskel påøjets og ørets opfattelse. Øjet kan gå tilbage, og derfor er det ikke i samme grad som øret afhængigt af hukommelsen. Det talte kommer ikke igen, og på grund af vores svingende opmærksomhed er det kun op til 20 procent af det, vi hører, der bliver hængende. Hukommelsen er så at sige autonom.

Stadig være læsere

Men når skriftsprogets betydning bliver stadig mindre, får det vel også konsekvenser for, hvad man skal kunne for at klare sig i samfundet?

- Når den mundtlige kommunikation kommer til at spille en større rolle, er det vigtigt, at skolen lærer børnene paratviden. I en diskussion eller i et socialt samvær, bliver man jo mundlam, hvis man hele tiden skal hen og slå op i ordbøger og leksika. Derfor gælder det om at lære eleverne at bruge munden, hvilket også er det, der ligger dem nærmest. Det vil ikke sige blot at plapre løs, men at have en række tankegange støbt i færdige formuleringer, som er parate til at blive brugt øjeblikkeligt. Der gælder stort set det samme som ved indlæringen af et fremmedsprog: Man taler først flydende, i det øjeblik ordene kommer af sig selv.

- Desuden bygger demokratiet på, at vi bruger munden. Alting afgøres i samtalen. Her kunne vi skæve til Frankrig og USA, hvor den mundtlige tradition er stærkere.

Vil skriftsproget dø helt ud?

- Det tror jeg ikke. Der vil stadig være læsere til Kierkegaards raffinerede sprog, men de bliver færre. Siden 1980 er forlagenes oplag faldet med 40 procent. Branchen forsøger at stoppe udviklingen med bogmesser og forslag om at fjerne momsen på bøger, men det virker ikke, fjernsynet er en alt for stærk konkurrent, og det går mest ud over skønlitteraturen.

- Det er svært at gå fra for eksempel Politiken til Jyllands-Posten. Det er sværere at skifte faglæsning. Men det er endnu vanskeligere at læse skønlitteratur. Man kan ikke pluklæse en roman som et leksikon eller en manual. Og man skal ikke tro, det bare drejer sig om de dårligt uddannede. Jeg har netop været sammen med 40 gymnasielærere, der skal lære elever at læse litteratur. De indrømmede, at også for dem var litteraturlæsning et job og langtfra altid tillige en privat interesse.

Barndommen og det private

Middelaldersamfundet var præget af, at den skriftlige kultur kun var tilgængelig for en lille elite. Jan Lindhardt mener, at tidens store interesse for middelalderen skyldes, at den har nogle vigtige elementer fælles med nutiden.

- Fra Gutenberg opfandt matricen med løse typer i 1440 og de næste 50 år, blev der skrevet lige så mange bogstaver som i hele menneskehedens historie indtil 1440. Det betød, at skriften i princippet blev tilgængelig for alle, og at intet forsvandt. Det var noget helt nyt. Vi ved for eksempel, at Aristoteles har skrevet værker, der er gået tabt, men siden Gutenberg er det ikke sket.

- Efterhånden som skriften blev dominerende opstod 'barndommen', fordi det tog længere tid for barnet at tilegne sig den end talesproget. Det betød så igen, at hjemmet opstod som stedet, hvor forældrene styrede barnets opdragelse i et lukket og kontrollabelt univers. Men i nutiden mistede forældrene kontrollen med hjemmet, fordi der med fjernsynet dukkede en lyd- og billedskærmkulisse op, der rakte til den anden ende af verden og helt ud i universet, og en gang for alle afskaffede det helt private og afsluttede den skriftlige kulturs dominans.

- Herefter er opdragelsen umulig eller i hvert fald meget vanskelig, fordi der ikke er nogen begrænsninger på, hvad man kan snakke om, når den fjerde væg er væk, og forældrenes magt over samtalen er brudt. Fjernsynet fører til mere støjende børn, jo mere man hører, jo mere bruges munden, og ørerne falder ikke af modsat de døvstumme, der har problemer med at tale, fordi de ikke hører sproget.

Bedre til at formulere sig

Jan Lindhardt har nogle bud på, hvad skolen kan gøre for at kvalificere eleverne til en tilværelse i det taledominerede samfund.

- En del af svaret er, at vi skal lære børnene at formulere sig præcist, og der kan vi hente inspiration i Frankrig, USA og til dels Storbritannien, hvor den mundtlige tradition er stærkere.

- Jeg tror, man skal nedprioritere det kritiske til fordel for kreativiteten. Det vil for eksempel sige, at man i dansk skal lære at udfolde sig sprogligt. Det kan man i virkeligheden kun, hvis man kan en række ting udenad. Man kan ikke digte, hvis man ikke kan en stribe digte i forvejen. Det har man lavet spændende forsøg med i Norge. Man kan ikke udfolde sig mundtligt argumenterende, overbevisende, underholdende, hvis ikke en række faste ord og vendinger ligger helt fremme på tungen, klar til at blive brugt.

- I historieundervisningen bliver man efterhånden nødt til at betragte fortællingerne som aktuelle, som noget man kan lære noget af, og ikke blot som noget, der beskriver forhold, som var engang. I forlængelse af det skal man lade ungerne selv fortælle historie.

- Den kritiske analyse bør komme til allersidst. Man begynder ikke at analysere film, hvis man ikke er glad for film. Man bliver heller ikke teolog, hvis man ikke er dybt optaget af det kristne budskabs indhold og virkninger på individ og samfund. Og man bliver forhåbentlig heller ikke underviser, hvis man ikke synes, det er spændende at få børnene med på den værste og den bedste. Begynder man derimod med distancen, kritikken, vurderingen, så slår man sig selv til åndelig invalid. På hebraisk betyder 'at kende' også 'at holde af'. Man kan ikke gøre det ene uden det andet.

- Hvis læreren ikke selv forholder sig til sit stof, mister man den moralske og politiske dimension, og uden den bliver al undervisning dræbende kedsommelig.

- Jeg tror, at de fleste kan se dette i løbet af ganske fåår. Men jeg må også sige, at jeg har ingen færdige løsninger på, hvorledes man skal agere i en kommende billedkultur. Jeg har blot taget temperaturen.-