Af Natalie Goldberg
198 sider, 199 kroner
Borgen
Ved første øjekast virker det sært, at forlaget udsender en bog, der udkom i USA første gang i 1986. En bog om det at skrive, hvor rollerpennen omtales som et forbløffende nyopfindelse, og forfatteren - som har lang erfaring som underviser på forfatterkurser - ikke har erfaringer med at skrive på computer. Samtidig giver hendes udgangspunkt i zen-buddhismen et tidstypisk pust fra en svunden tid.
Natalie Goldberg har da også gjort hippiebevægelsen og LSD-eksperimenterne med og refererer med glæde til Allen Ginsberg og Jack Kerouach.
Men hun ved, hvad hun skriver om. Nemlig om at skrive. Vel er skolen ikke en tumleplads for litterater. Men det er en af vores fremmeste opgaver at lære vores elever at udtrykke sig skriftligt. Har man en inspireret klasse, kan man sagtens bruge nogle af hendes overvejelser om skriveprocessen, og selv om bogen ikke er opbygget som et egentligt undervisningsmateriale, er nogle af hendes småøvelser lige til at gå til - og meget inspirerende.
Det kan være svært at forholde sig til de zen-buddhistiske sentenser og citater fra lærere, der har bragt orden i Goldbergs liv. De virker som højtravende almindeligheder. Men hvis man kan abstrahere fra dem, tror jeg, at bogen i sin uhøjtidelige tone kan være med til at sparke nogen lærere i gang med at skrive. Og hvis den kan hjælpe dansklærere til at få et mere dynamisk forhold til deres elevers og deres egen skriveproces end den evindelige danske stil, så er meget nået.
Tonny Hansen
Dansk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.