Dansk

Eksempler på undervisningsdifferentiering i dansk med særligt henblik på 'De måske egnede'

Af Kirsten Borberg

96 sider, 80 kroner eksklusive forsendelse

Danmarks Lærerhøjskole

Er der måske flere egnede elever i klassen, end læreren umiddelbart har øje for? Noget kunne i hvert fald tyde på det, når man har læst Kirsten Borbergs solide og interessante redegørelse for et feltstudie i danskundervisning i en 6. klasse og i en 2. klasse. Forfatteren belyser med iagttagelser fra undervisningssituationer og elevudsagn de omfattende ressourcer, den enkelte elev rummer, hvis man som lærer har øje for dem. 'De måske egnede' er ikke helt den samme gruppe børn som hos forfatteren Peter Høeg. Kirsten Borberg har i sin undersøgelse især sat fokus på 'midtergruppen' og zoomet ind på mulighederne for bevægelse fra måske-egnethed til egnethed og dermed på de forudsætninger i undervisningen, som kan sætte denne proces i gang.

Hører eleven altid, hvad læreren siger? Selv når den gode vilje er til stede, konstruerer eleven sine individuelle forståelse af lærerens instruktioner til opgaver, lektier med videre. Lærerens tale kan i elevens perception undergå mange sære forvandlinger og kan som bogstaverne hos Gummi-Tarzan til tider stå tilbage som et uoverskueligt rod, hvor eleven hverken ved ud eller ind. I en af de observerede klasser havde 19 elever ikke lavet deres hjemmearbejde. Den situation kan få enhver lærers stemmeleje til at stige voldsomt og knække over i indignation og efterfølgende give anledning til en haglbyge af bebrejdelser. Men halvdelen af eleverne havde faktisk ikke forstået opgaven og havde derfor givet op på forhånd, fire havde ikke hørt, at den blev stillet, og resten havde forsøgt, men kunne ikke finde ud af det. Heraf kan man som lærer læse, at det faktisk er vigtigt at undersøge, hvorfor eleverne ikke altid hører det, man tror, man har fået sagt.

Hører læreren altid, hvad eleven siger? De fleste elever møder undervisningen med en rimelig god vilje. Men for nogle varer gåpåmodet ikke så længe, som det kunne have gjort. Eleverne kan for eksempel miste orienteringen i det, der foregår på klassen, og de kan måske have svært ved at følge lærerens hensigt med undervisningen. Nogle sidder så tavse tilbage som de knap nok 'måske egnede' og med et selvværd hængende i en tynd tråd. Andre kombinerer situationen med udisciplineret adfærd, og det bliver de jo ikke nødvendigvis mere egnede af. Men Kirsten Borbergs pointe er, at disse elever ofte med vældig pågåenhed forsøger at formidle deres perspektiv på undervisningens indhold og arbejdsformer, og at disse udsagn rummer store potentialer for undervisningen og elevernes læring, hvis læreren magter at lytte til eleverne og kan rumme dialogen med dem.

Kan læreren tale med sine elever? I en skole, hvor elevens læring er i centrum, er det nødvendigt, at læreren kan forholde sig åbent til sin planlægning og ikke bare som princip lader sine egne mål, ideer og undervisningsmaterialer styre arbejdet i klassen. Fravær af en sådan åbenhed kan afføde en instrumentel spørgsmål-svar kommunikation, hvor disciplineringen hurtigt kommer til at dominere på bekostning af læringsintentionen og dannelsesaspektet. Kirsten Borbergs klasseobservationer understreger dialogens og samtalens betydning for elevens læring og personlige udvikling. Den gode undervisning skabes ikke kun af kvaliteten i det faglige indhold, men i høj grad også af måden, der samtales på i undervisningen. Dialogen mellem lærer og elev og eleverne indbyrdes styrker refleksive forholdemåder til indhold og processer i undervisningen og fremmer dermed de aktive udvekslinger mellem elev og fag.

Hvor er den pædagogiske praksis i skolen på vej hen her ved overgangen til det næste århundrede? I de to klasser 'tør' læreren dialogen og oplever nye overraskende muligheder. Princippet om undervisningsdifferentiering er kommet ud over de første luftige hensigtserklæringer, og mange lærere er på vej til at finde fast grund under fødderne, når de skal realisere det. I bogen om 'De måske egnede' kan lærerne få del i overvejelser og erfaringer fra en dialogisk undervisning og i øvrigt hente gode råd og inspiration.

Jørgen Kuhlmann