Så er Undervisningsministeriets hæfter om prøverne 1997 sendt til skolerne.
De skal nok blive grundigt gransket af faglærerne.
Hæfterne skal give et billede af, hvordan det er gået ved de seneste afgangsprøver. Men ambitionen er også at give fagligt udblik og undervisningsinspiration, som er fremadrettet.
En stor del af baggrundsmaterialet til hæfterne er angiveligt hentet fra de beskikkede censorer. Og skal man tro dem, ja så er det ikke så ringe endda i skolen.
En danskcensor citeres for eksempel for følgende: 'Tænk hvis politikere og kommentatorer kunne virke som censorer. Så ville de se en anden spændende og professionel skolehverdag end den, vi hører om oftest i medierne.'
Jeg tror, det er sandt, og jeg synes, ministeriets - og dermed fagkonsulenternes - indsats med udgivelse af disse hæfter er overordentlig nyttig.
Jeg tror faktisk, at disse hæfter er nogle af de mest læste blandt de talrige hæfter, som ministeriet udsender.
Som læser af de fire hæfter - uden faglig baggrund til at vurdere detaljerne i dem alle - er det interessant at mærke fagenes forskellighed.
Matematikhæftet er kort og ret kontant uden de store kreative armbevægelser. Man går lige på med tal om karakterfordeling og følger op med blandt andet en undersøgelse 'drengenes og pigernes præstationer'!
I engelsk bobler det lidt mere. Det første afsnit handler bredt om undervisning i engelsk under overskrifter som 'Fra fremmedsprog til kulturteknik?', 'Engelsk i børneværelset', 'Den internationale dimension i engelskundervisningen' og 'Lad eleverne få indflydelse på undervisningens indhold'.
Alle fire hæfter beskæftiger sig selvfølgelig konkret med de seneste prøver og de taloplysninger, der kan være relevante i den forbindelse. Men mest spændende er det fremadrettede. Dér, hvor der kan hentes inspiration i udviklingen af faget. Ikke mindst dér, hvor evalueringsovervejelserne også bevæger sig ud over de afsluttende prøver.
Det ér jo heldigvis ikke kun dem, det drejer sig om.
Dansk 1997 / Matematik - Fysik/kemi 1997 / Praktisk fag 1997 / Fremmedsprog 1997
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.