Dansen om guldkalven

Danmark er godt placeret økonomisk, og der er fuld tryk på kedlerne.

Politikerne centralt og lokalt har fokus på folkeskolen og dens udvikling. Der gives politisk udtryk for, at folkeskolen er omkostningskrævende. Det kan blandt andet skyldes, at der i kommunerne mange steder er ansat et nyt politisk besluttende lag bestående af akademikere, der sidder og har visioner om kommende skoleudviklingsområder ude i felten uden selv at have viden om og erfaring med arbejdet med børn og unge.

Efterfølgende har kommunerne været nødt til at styrke skoleledelserne for at kunne matche denne udvikling. Jeg hører ledere sige, at det er vanskeligt at nå at svare på alle undersøgelser og sætte alle de tiltag i værk, som de visionære embedsmænd højere oppe i systemet vil have implementeret.

Alle de nævnte ledere skal naturligvis have en ordentlig løn for deres arbejde. Desværre er der i mange kommuner rammestyring, og jeg lurer på, om ikke de fordyrende led i toppen trækker resurser ud af bunden af skolesystemet, som timer til undervisning og personalemæssig dobbeltdækning, når der er børn med særlige behov.

Og så er vi ved problemets kerne. Det er en stadig større udfordring at skulle udarbejde og udføre planer med henblik på at forbedre udvalgte indsatsområder hvert år. Selv om der for eksempel er tilfredshed i forældre/lærer/pædagoggruppen med et tiltag om brobygning og praksis for overdragelsesforretning fra daginstitution til skole, kan man ikke være sikker på, at mange års udvikling af samarbejdet kan matche de nye krav til forandringer, selv om tingene lokalt er vurderet til at køre godt. Intet får lov at lagre sig, og alt skal hele tiden dokumenteres og fornyes.

I det praktisk pædagogisk udførende lag sidder vi så midt i et andet dilemma. Den økonomiske ramme er for snæver til undervisningen af børn med særlige behov, samtidig med at der kommer flere af dem. De har haft støtte i daginstitutionen og får det rimeligvis også i fritidsregi i skolestarten, men der er ikke plads i skolens ramme til tilstrækkelig tolærerdækning.

Samtidig er der et øget krav om faglighed, som kompliceres af, at man er nødt til i høj grad at fokusere meget af sin opmærksomhed på disse svage børn, som i princippet skal klare sig på almindelige vilkår.

Politikerne taler om, at skolen skal bryde den negative sociale arv og give alle børn optimale udviklingsbetingelser. Skolen, underviserne og kommunen kan skrive sig ud af det i fine indviklede udviklingsplaner, men man kan ikke handle sig ud af det, når man står én underviser sammen med 25 spillevende, ivrige og for nogles vedkommende særligt udsatte børn.

Politikerne fremhæver, at man handler på udfordringerne og kan dokumentere det ved hjælp af tykke bunker af papir indsamlet fra svedende skoleledere og personale, der har brugt tid på, at dokumentationen er i orden.

Men ude fra virkeligheden efterspørger jeg ordentlige midler til en forsvarlig praktisk pædagogisk indsats. Så nu melder jeg mig også på banen i dansen om guldkalven.

Lise Buhr er formand for Børnehaveklasseforeningen

»Men ude fra virkeligheden efterspørger jeg ordentlige midler til en forsvarlig praktisk pædagogisk indsats«