Materialet her er udsprunget af samarbejdet mellem drama-, billedskole- og musiklærere og er rettet mod lærere og pædagoger, der arbejder med børn fra tre-tolv år.
Det unikke ved denne bog er den bevidste fokusering på kropslige udtryk.
Bogen indeholder 15 sange, som tekstligt alle er relateret til Bagerstræde, hvor der foregår ting og sager. Der er en skøn udfolden sig af kattedansere, børn og voksne, gøglere, slangetæmmere, barske fyre og frække damer for blot at nævne et udsnit.
Til hver sang er der forslag til aldersdifferentieret koreografi, bevægelsesmønstre og danse, klart og overskueligt formuleret. Jeg synes, det er en kvalitet ved materialet, at det er tænkt så varieret og bredt rent kropsligt. Der er kraftfulde kampdanskoreografier og yndefulde morgensolstråledanse for at nævne et par yderpunkter, så her er virkelig inspiration til arbejdet med det kropslige udtryk.
Bogen er illustreret med farverige tegninger og fotos til inspiration på det kulisse- og kostumemæssige område.
På den tilhørende cd er alle sangene indsunget - professionelt udført. Sangteksterne, som i øvrigt er gode, står i bogen, desværre uden noder.
Det er et særdeles godt inspirationsmateriale til dans og drama.
Dans, drama, musik og ballade i Bagerstræde
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.