Etik i naturfag: Fagets omdrejningspunkt

Der er ikke emner, vi ikke behandler etikken i, siger formanden for natur/teknologi-lærerne, som er provokeret af forskeres konklusioner.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et pilotstudie om den etiske dannelse i folkeskolen fra december 2018, konkluderer, at undervisningen i natur/teknologi er velegnet til at hæve elevernes etiske forståelse op på et mere alment plan. Forskerne peger på temaet som om forholdet mellem mennesket og naturen eller mellem mennesket og teknologien som emner for diskussion.

Forskere vil have lærere til at diskutere etik med elever 

Gitte Bailey Hass, formand for fysiklærerforeningen som også er dér, natur/teknologi hører hjemme, er enig i at etiske diskussioner bør have god plads i natur/teknologi, og i naturfagene i øvrigt.

"Men jeg bliver lidt provokeret af den måde forskerne har spurgt på i rapporten" siger hun. "Det er ikke vores opgave at undervise i etik som begreb, og jeg er faktisk lidt ligeglad med om eleverne ved, hvad ordet 'etik' betyder. Forskerne spørger på en måde, som ikke er fair overfor fagenes arbejdsmetode".

Gitte Bailey Hass kalder den etiske dannelse, eleverne får i skolens naturfag for en afgørende del af deres handlekompetence.

"Etiske problemer er nærmest fagets omdrejningspunkt. Der er nærmest ikke et emne vi tager op, hvor vi ikke diskuterer de etiske aspekter med børnene. Selvfølgelig er det ikke i alle lektioner. Men hvis jeg har gennemgået radioaktiv stråling med eleverne, kan du være sikker på at næste lektion bliver en diskussion af de etiske aspekter af at bruge radioaktive stoffer som energikilde eller ej.

Og der er etiske aspekter i alle de emner, vi tager op, om det er klima, affaldssortering, økologisk eller konventionelt landbrug og så videre".

 

 

Powered by Labrador CMS