En Politiken-håndbog til biologifaglokalet og til lystlæsning for biologilæreren på en lille udflugt fra undervisningens genvordigheder. Den er udgivet i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Jeg har af og til harceleret over, at også dette forlag med de stolte traditioner for danskproducerede håndbøger hoppede med på samtryksvognen. Så meget større er glæden, når der kommer en så fremragende og flot udstyret bog som denne – og omfattende.
Den omhandler 170 træer og buske, vildtvoksende som plantede, dog er de fleste havearter udeladt. Hver art får en både detaljeret og bred beskrivelse, som også omfatter kulturhistorien, garneret med talrige farvefotos, ofte af meget udmærket – også kunstnerisk – kvalitet. Hertil kommer indledende generelle afsnit om træagtige planters udvikling, skovhistorie, systematik og meget mere.
Det er svært at lade være med at sammenligne med den fine gamle 'Træer og buske i skov og hegn', eller 'Træer og buske i landskabet', som den senere kom til at hedde, med de smukke, instruktive opslag tegnet af Ebbe Sunesen og Preben Dahlstrøm. Den er knap så omfattende og nemmere at gå til. I den nye bog er det søgt med detailfotos at gøre den lige så instruktiv, og de to bøger supplerer hinanden fint, så det må håbes, at de begge vil kunne købes også fremover.
Syningen havde det ikke godt, så bogen gik i stykker ved første opluk. Forhåbentlig er det kun en svaghed ved dette eksemplar.
Når man tænker på, hvad en skaldet læseletbog skal koste, ses det, at man med dette flotte værk virkeligt får noget for pengene. Det være hermed anbefalet på det varmeste.
Danmarks træer og buske
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.