'Danmark nu' er et lille, stort værk om Danmark, nærmest en miniudgave af Traps Danmark, som vi ældre kan huske. Klart nok kan det ikke rumme så meget, Trap var på 31 store og tykke bind, til gengæld er det foreliggende mere bekvemt at have med at gøre. Der skal udkomme i alt tre bind, det andet kommer i september i år, mens det tredje skal komme i marts næste år. Det foreliggende første bind indeholder et stort afsnit om Danmark generelt, om geografi, geologi, landskaber, bebyggelse, erhverv, transport og meget mere, mens resten er beskrivelser af amtskommuner og kommuner i Nordjyllands, Viborg, Ringkøbing og Århus Amter. Også her beskrives geologi, topografi, erhverv, bebyggelse, historie, seværdigheder, planlægning med mere, og der er fotos (desværre kun i farve på omslaget), kort, diagrammer og tabeller samt statistik til at belyse forholdene. Det er således muligt hurtigt og bekvemt at hente oplysninger, man ellers skulle samle fra flere kilder, de kan sammenlignes, dels med andre amters og kommuners forhold, dels med landets som helhed.
Læser man om de forhold, man i forvejen ved noget om, er det - akkurat som med avisen - ikke svært at støde på fejlagtige og unøjagtige oplysninger, og måske er det også mere givende for vore elever at skulle indsamle sådanne data fra flere steder. Alligevel vil værket kunne gøre god fyldest i mange tilfælde, for eksempel når man lige står og mangler en bestemt oplysning, eller hvis man vil sammenligne egen kommune med en, man skal på lejrskole i. Og så er et studium af det indledende afsnit godt, hvis man som lærer ønsker at opdatere sin rustne viden om Danmarks geografi.
Desværre forældes de helt aktuelle statistiske oplysninger jo hurtigt, og det er værkets svaghed, men mange af de øvrige oplysninger vil stadig være værdifulde, så er der god plads på kontoen, kan værket hermed være at anbefale. Er der ikke, kan alle tre bind fås for 1.500 kroner også i det nye budgetår.
Danmark nu
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.