Da kronen kom til Kalmar

At middelalderen skulle være specielt mørk, beror på bedømmelsen fra en eftertid, der i sin uvidenhed så sig selv badet i den ultimative oplysning. Går man til kilderne, får man et andet billede, i hvert fald når man undersøger de politiske og økonomiske centre.

Forfatteren, der er medarbejder på Kalmar Läns Museum, har fundet tre børn, hvis familieforhold og videre skæbne kendes fra byens dokumenter. Ud fra dette, og hvad man ellers ved om livet i tiden og faktisk eksisterende håndværkere og andre gode borgere, har han konstrueret en plausibel fortælling om børnenes dagligdag. Ordet 'konstrueret' er valgt frem for 'fortalt', for de arme børn må jo for den alsidige fortællings skyld slæbes rundt til bager og badstue, skole og skomager, kro, kirke og kloster samt ikke mindst slottet, der var skueplads for parader, ridderturneringer og andre festligheder i forbindelse med kroningen af Erik af Pommern i året 1397, der er valgt som skæringspunkt.

Historien er efter omstændighederne velfortalt, dog uden sprogligt spræl. Små bokse - her i form af pergamentruller - fortæller, hvad historikere faktisk ved om de begivenheder og aktiviteter, der beskrives på de omstående sider, og der er ingen grund til at betvivle sandsynligheden for, at sådan kan det være foregået.

Dog kikser kommunikationen mellem forfatter og illustrator i en enkelt detalje: Drengen Walter hjælper faderens bogholder med at skære træmærkesedler til familiefirmaets varer i tønder og sække. De skrives med runer, hvad der faktisk forekom i Sverige så sent som år 1900. Men det undrer mig, at han tilsyneladende benytter det gamle runealfabet med 26 bogstaver. Før vikingetiden var man nemlig gået over til et andet alfabet, den såkaldte yngre futhark, med kun 16 bogstaver.

Bogen kan anbefales til gode læsere fra niårsalderen, der vil vide noget, om dengang Norden udgjorde det største rige i Europa. Og at riddere ikke var eksotiske sagnfigurer, men faktisk også fandtes på vore breddegrader.