Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini kaldte det absurd, da ministeriet besluttede at give Cowi et ekstra incitament til at blive færdig med de problematiske test i læsning ved at give mulighed for at vinde boden tilbage. Men læsetestene blev klar, og Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har nu afsluttet sine økonomiske mellemværender med Cowi ved at betale forsinkelsesdagbøderne på i alt en million kroner tilbage. Cowi har dog betalt mindre bodsbeløb for andre forsinkelser, herunder 100.000 kr. for forsinket levering af opgaver til de to test i dansk som andetsprog.
Cowi opgiver krav på 2,8 mio. kr.
Til gengæld har Cowi opgivet et krav på 2,8 millioner kroner, som, konsortiet mener, er værdien af de over 1500 testopgaver, som konsortiet er endt med at producere for meget i forhold til kontrakten.
"Vi har løbende undervejs forbeholdt os ret til at tage de overskydende opgaver ud og bruge dem i anden sammenhæng", forklarer group quality director i Cowi-koncernen Morten Andersen.
Den verdensomspændende rådgivningsvirksomhed Cowi står ikke længere i spidsen for de nationale test i folkeskolen. Den 31. juli udløb kontrakten efter fem turbulente år. De første tre test blev gennemført i 2007, hvorefter de blev delvist dumpet af et ekspertpanel, og opgaveudviklerne måtte tilbage til arbejdsbordet. Der gik tre år før alle ti planlagte test sat i gang i foråret 2010, men testsystemet blev ramt af teknisk sammenbrud, og mange elever endte med ikke at blive testet. Først i foråret 2011 lykkedes det at gennemføre samtlige planlagte elevtest.
Har det været en god forretning?
"Det får du mig simpelthen ikke til at svare på. Hvis du spørger mig, om det er et godt projekt og et godt produkt, vi har afleveret til styrelsen, så er svaret et utvetydigt ja. Hvorvidt det har været en god forretning for Cowi og for Cowis underleverandører, det har jeg ingen interesse i at gå ud til offentligheden med", lyder Morten Andersens svar.
Kontrakten mellem Undervisningsministeriet og Cowi blev forlænget to gange undervejs og kunne ikke længere forlænges. I 2012 og 2013 er det ministeriets to styrelser Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen og Uni-C, der står for driften af testene, ind til de påny sendes i udbud, og Morten Andersen vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvorvidt Cowi byder ind til den tid.
Cowi får millionbod tilbage for test-forsinkelsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.