Det kræver lidt øvelse at tale roligt med korrekt og tydelig udtale, men herefter er det muligt at lave dokumenter og e-mail med programmet Dictus. Firmaet bag mener, at det er første skridt på vejen mod, at mikrofoner overtager tastaturets nuværende rolle. Peter Dreyer, projektchef på Innovation Lab i Århus er enig i perspektiverne.
"Det ville være bekvemt, hvis man i stedet kan sige nogle kommandoer og så have hænderne fri. Musen er det første skridt væk fra tastaturet, men det binder fortsat hænderne", siger han til Århus Stiftstidende.
Programmet er udviklet med støtte fra Kultur- og Videnskabsministerierne ogi samarbejde med DR, TV2 og Teknologi og Udvikling. Det kom i handlen i efteråret, og i denne uge blev det præsenteret for handicappede, ordblinde og talepædagoger på Taleinstituttet i Risskov. Her gav Jens Kjærum fra firmaet Prolog Development Center A/S flere prøver på programmet, og ifølge Århus Stiftstidende virker det.
Ikke helt uden fejl
Men trods et forråd på 64.000 ord er det ikke ufejlbarligt. Det skal blandt andet vænne sig til ens personlige sprogtone, og et talehandicap kan gøre det umuligt at bruge programmet.
Der kan også være ord, programmet ikke kender, og det kan skabe afledte fejl i sætninger, fordi det tænker i helheder og sammenhænge. For eksempel blev "Mit navn er Jill" til "Men navnet til".
Alligevel er Jill Petersen begejstret. Hun har ikke kunnet bruge sine arme, siden hun fik polio som fem-årig.
"Det er vildt flot, hvad man kan med det her program. Tænk hvis jeg i et videre perspektiv kan koble det på tekniske hjælpemidler i min lejlighed, så jeg kan bruge det til at åbne vinduer og låse døren", siger hun til avisen.
Ordblindelærer Allan Madsen fra Taleinstituttet har arbejdet med programmet siden i efteråret. Sammen med scanning af tekst til højtlæsning og staveprogrammer giver Dictus svært ordblinde helt nye muligheder.
"De unge kan for eksempel deltage i det liv, der foregår på chatsider", siger han.
Uafhængighed og selvbestemmelse
Tale-til-tekst er med til at nedbryde de funktionelle barrierer, som mange ordblinde og mennesker med bevægelseshandicap oplever, når de bruger en computer, understregede Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, i en pressemeddelelse, da programmet kom på gaden i efteråret
"Ordblinde får hjælp til korrekt stavning og mennesker med bevægelseshandicap får hjælp til at betjene tastaturet. Det giver en uafhængighed og selvbestemmelse, de ikke før har haft", lød hans ord.
En privatlicens koster 937,50 kroner, mens en professionel version står i 9.375 kroner.
Computeren forvandler tale til tekst
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.