DLF og Sundhedsstyrelsen opfordrer skoler til at tale om alkohol og nikotin

Sundhedsstyrelsen har i dag sendt et brev til alle landets grundskoler og efterskoler  sammen med Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Skole & Forældre og Efterskoleforeningen. 

Brevet er en opfordring til skolerne om at gå i dialog med elever og forældre om alkohol og nikotin i håbet om at nedbringe de unges forbrug. 

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Den seneste Skolebørnsundersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at næsten hver fjerde elev i 9. klasse drikker alkohol hver uge, og at nikotinprodukter som snus og vapes er blevet en del af hverdagen for flere skolebørn.

”Vi opfordrer i brevet skolerne til at gå i dialog med både elever og forældre om brugen af alkohol, nikotin og cigaretter, og særligt dialogen med forældrene er vigtig", siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø i pressemeddelelsen.

"Vi ved, at når forældrene går aktivt ind og tager stilling, så mindsker det de unges brug af rusmidler. Vi opfordrer også skolerne til at arbejde for, at der laves aftaler om alkohol mellem forældrene og til at samarbejde med forældrene om, at der ikke er alkohol til fester for eleverne”, siger han videre. 

sst.dk: Tal med skoleelever og forældre om alkohol og nikotin