Konferencen havde til formål at diskutere spørgsmålet: "Hvordan styrker vi fagligheden?". Det var et oplæg af professor ved Syddansk Universitet Katrin Hjort, der fik Christine Antorini til at slå Socialdemokraternes afvisende holdning til offentliggørelse af test fast med syvtommersøm.
Professoren havde påpeget, at erfaringer fra England viser, at offentliggørelse af nationale test og rangordning af skoler svækker fagligheden snarere end styrker den.
Forkerte mål får konsekvenser
Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen sagde i sine afsluttende bemærkninger, at det kan få uheldige konsekvenser for undervisningen, hvis de faglige mål, der bliver testet i internationale test, rammer ved siden af den undervisning, der foregår i de danske klasselokaler.
"For eksempel skal eleverne i de internationale test i engelsk sætter krydser, men i Danmark underviser vi eleverne i kommunikation, især mundtlig kommunikation, i engelsktimerne", sagde han.
Katrin Hjort bemærkede, at "vi skal passe på, at vi ikke kommer ned på internationalt niveau".
Undervisningsmiljøet skal være positivt
Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Hans Henrik Knoop sagde, at forudsætningen for at styrke elevernes faglighed er et undervisningsmiljø, hvor der er positive emotioner, engagement, meningsfuldhed og velfungerende sociale relationer.
Er det tilfældet, kommer elevernes naturlige nysgerrighed og foretagsomhed til udfoldelse, og så sker der læring.
Viden kan hæve læseniveauet
Leder af Nationalt Videnscenter for Læsning Klara Korsgaard sagde, at en af måderne, man kan hæve læseniveauet i Danmark på, er at give lærerne på læreruddannelse og folkeskolelærerne kurser i læsedidaktik. Kurser, der bygger på grundforskning.
Lærerforeningen afholdt konferensen i et forsøg på at kvalificere den skolepolitiske debat om faglighed i anledning af regeringens 360 grader eftersyn af skolerne. Deltagerne kom fra Christiansborg, Vækstforum, Dansk Industri, Kommunernes Landsforening, Undervisningsministeriet og Skole og samfund.
Christine Antorini: De nationale test skal ikke offentliggøres
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.