En nyligt offentliggjort rapport om danskernes arbejdstrivsel har sendt chokbølger gennem lærerstanden. Rapporten slår nemlig fast, at mange faktisk ikke har fulgt særligt godt med i den seneste tids debat om lærernes arbejdsforhold, simpelthen fordi de har haft for travlt med at være mindst lige så utilfredse med forholdene på deres egen arbejdsplads.
»For eksempel min veninde, som overhovedet ikke er lærer, hun kan slet ikke hidse sig op over, hvad jeg fortæller ovre fra min skole«, forklarer en lærer. »Hun sidder bare helt uengageret med trætte øjne og smal mund og siger: 'Nå. Hm. Ja? Okay'. Og så spørger hun for eksempel: 'Og ledelsen, den er vel ikke særligt synlig? Nej. Aha. Tja. Og hvad med it, kører det, som det skal? Tænkte det nok. Det er det samme ude hos os. Velkommen til den virkelige verden'«.
Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.
Chokrapport: Andre mennesker er også utilfredse med deres arbejde indimellem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.