Charlotte Dyremose er overbevist om, at folkeskolen bliver helt afgørende i den kommende valgkamp. De konservatives folkeskolevalgkamp får tre overskrifter:
– Flere timer
– Inklusion
– Fagligt løft
For det første skal der eleverne have flere timer.
"Vi mener simpelthen, at der er en lang række kommuner, hvor der er for få timer. Vi vil sikre en seks timers skoledag i 0.-3. klasse.", siger Charlotte Dyremose.
Kommunerne er i gang
Skoleforligsforhandlingerne er mere eller mindre gået i stå, men udviklingen på inklusionsområdet gør det ifølge Charlotte Dyremose nødvendigt at komme tilbage til forhandlingsbordet.
"Mange af kommunerne er allerede begyndt at inkludere, fordi de godt kan se, at de har økonomisk vinding ved det. Derfor er det vigtigt, at vi får lavet en aftale, så vi sikrer, at pengene bliver sparet ind i og ikke ud af folkeskolen", siger Charlotte Dyremose, der slet ikke mener, skolen får nok for de penge, der bliver brugt på specialundervisningen.
Frihed til holddannelse
Derudover vil ordføreren have fjernet begrænsninger på holddannelsen.
"Jeg synes, det er meget paradoksalt, at vi i dag har mulighed for 100 procent holddannelse i specialundervisningen, men i det øjeblik vi ikke kalder børnene specielle, men inkluderer dem i det normale, så er der grænser for hvor meget man må holddanne. Det synes jeg ikke, vi behøver i en enhedsskole", siger Charlotte Dyremose.
Folkeskolen.dk bringer et interview med hver af de politiske partiers uddannelsesordførere som optakt til folketingsvalget, der senest skal afholdes til november. Når valgkampen går i gang, vil ordførerne blogge på folkeskolen.dk
Charlotte Dyremose: Flere timer, inklusion og fagligt løft
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.